Fra sukkermad til syrebad

Har Sherin Khankan slet ikke forstået det pluralistiske samfunds spilleregler? Eller er det et bevidst forsøg på at opløse det verdslige, demokratiske samfunds fundament i sharias syrebad?

I Sherin Khankans nye bog »Islam og forsoning - en offentlig sag« fodres man med et ordforråd à la højt belæsset sukkermad: »kærlighed«, »tolerance«, »dialog«, »islams forvandlende potentiale« etc.

Disse glosers funktion er at legitimere krav, der for eksempel går ud på, at vi skal »rumme hinanden, selv dem, der ikke deler vores fasttømrede kærlighed til demokratiet«- dvs. Hizb ut-Tahrir. Hun fremhæver Tariq Ramadan som rollemodel og følger da også til punkt og prikke den strategi, han tilråder, nemlig at bruge de ord, som europæerne er trygge ved, men samtidig give dem et »islamisk indhold«. Eksempelvis »ytringsfrihed«, som Sherin Khankan fuldstændig tømmer for den mening, ordet har i Oplysningstraditionen.

Sherin Khankan hævder at: »Koranen har betydet fremgang for kvindens stilling og rettigheder«, og at før islam var kvinder »økonomisk set afhængige af mænd«. Det harmonerer bare ufattelig dårligt med de islamiske kilders beskrivelse af arabiske kvinder før islam. Såsom Muhammads første kone, én af de rigeste købmænd i Mekka og ejer af internationale handelskaravaner. Altså datidens business-woman.

Ligeledes har udbredelsen af sharia historisk set ikke bragt ligestilling med sig, tværtimod. Juridiske kilder viser, at der i arvespørgsmål var ligestilling mellem mænd og kvinder i det kristne eller hedenske Ægypten, Syrien og Indien. Islams udbredelse medfører diskrimination på det område, da sharia kun lader kvinder arve det halve af mænd. Disse faktuelle fejl til trods er der ingen grund til at tvivle på Sherin Khankans ærlige engagement til fordel for muslimske kvinders rettigheder. Til gengæld fortjener hun det glatte lag for udtalelser som:

»Muslimer må sætte spørgsmålstegn ved, om Koranen er Guds ord, hævder flere islamkritikere. Men dette er ikke et tema i Kritiske Muslimer og bliver det aldrig. Her forudsættes, at Koranen er Guds ord. Det er dermed ikke Koranen, der udsættes for kritik, men muslimers tolkning og forståelse af Koranen.«

Lige så tolerant, Khankhan mener man skal være overfor Hizb ut-Tahrir, lige så intolerant er hun selv overfor enhver kritik af Koranen. Skal det være nødvendigt at minde om, at kravet om korankritik ikke er opfundet af nutidige »islamkritikere«, men tværtimod fra det 8. til det 11. århundrede var forudsætningen for, at den islamiske civilisation kunne blomstre og udvikle sig? Disse overtros-kritiske strømninger er siden blevet marginaliseret i den islamiske idéhistorie, med fatale følger for muslimske samfunds udvikling.

Intet peger på, at det vil gå den europæiske civilisation bedre, hvis synspunkter som Khankans ender med at brede sig. »Den stigende islamiske aktivisme er ikke noget vi kan vælge fra«, fastslår hun. Måske - men man kan være skarpt uenig i dens menneskesyn og samfundssyn. I stedet for at tolerere denne uenighed fremstiller Khankan den som en uacceptabel krænkelse. Har hun slet ikke forstået det pluralistiske samfunds spilleregler? Eller er det et bevidst forsøg på at opløse det verdslige, demokratiske samfunds fundament i sharias syrebad?