I den tosprogede digtsamling »Eygnaholur/Øjenhuler« bevæger forfatteren sig fra sten til sten og stiller sine dystre spørgsmål fra ordkælderen: »hvorfra kommer den/denne sorg af skærver?« Menighedshus og værtshus tørner sammen. Den strenge tros terminologi farver adskillige digte, og en gennemgående depressiv stemning slås an med ord og vendinger som »kolde gravsalmer«, »nådesløse vægge«, »askegrå«, »tåresuppe«, »rædselshimmel«, »betonhimmel« og »rustne stjerner«. Tóroddur Poulsen, der flere gange har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, »leder og/søger/inde under/stenhimlen« og går til poesien uden alt for fine fornemmelser. Han arbejder med sine sætninger næsten som en stenhugger og stabler ord og billeder op til små varder af mismod og utilpassethed. Mørket sænker sig tungt men også stimulerende og udfordrende over digtene i »Øjenhuler«.