Da den amerikanske journalist Tom Reiss i 1998 rejste til byen Baku ved Det Kaspiske Hav i Aserbajdsjan, var det for at fortælle amerikanske læsere om olieproduktionen i området. Med på rejsen havde han en kendt tysk kærlighedsroman fra 1930erne, »Ali og Nino«, der handler om en muslimsk dreng, der forelsker sig i en kristen pige, og om alle de forviklinger, der opstår på tværs af etniske og religiøse skel. Handlingen foregår i Baku omkring revolutionsåret 1918. Romanen blev en international bestseller. I 1970erne fik den en renæssance, og en ny amerikansk udgave kom så sent som i 2000 og en dansk i 2008. I dag er romanen et af de mest kendte litterære værker i Aserbajdsan.
Tom Reiss blev snart indfanget af romanen, som ifølge hans nye bog, »Orientalisten«, stadig er læseværdig.
Der var imidlertid et mysterium med »Ali og Nino«, for ingen vidste, hvem der egentlig havde skrevet den. På forsiden af den originale bog stod der Kurban Said, men det var et psudonym. Bag forfatternavnet gemte sig et andet navn, Essad Bey, men også dette navn viste sig at være et dæknavn. Hvem var så den egentlige forfatter, og hvem gemte sig bag Essad Bey, som i 1930ernes Berlin havde været en kendt skikkelse og feteret journalist og forfatter, og som havde givet sig ud for at være en orientalsk prins? Tom Reiss gik på jagt og opsøgte vidner og kilder. Hvad der dukkede op, var en af de mærkværdigste skæbner fra det 20. århundrede.
Tom Reiss jagtede skyggemennesket i fem år gennem en række europæiske lande, og han fandt frem til, at Kurban Said alias Essad Bey var identisk med en jøde fra Baku ved navn Lev Nussimbaum. Levs far var en rig oliemægler, der havde arbejdet i Baku, og dér voksede Lev op i et hjem med mærkelige besøgende som f.eks. den unge Josef Stalin, der gæstede huset og fik penge af Levs mor til revolutionær virksomhed. Hun var kommunist, og Levs far måtte på et tidspunkt købe hende ud af et af zarens fængsler, fordi hun var blevet arresteret for undergravende politisk virksomhed.
Jagten på kilder og vidner er en af bogens væsentlige motorer. Tom Reiss fandt frem til Lev Nussimbaums tyske barnepiges erindringer, og han blev kontaktet af Levs fætter fra Israel, efter at han havde skrevet en kort artikel i the New Yorker om Lev Nussimbaum. Andre vidner dukkede efterhånden op. Hvad vi får, er en jødisk skæbne, der gennem forklædninger, navneændringer og identitetsskift har meget til fælles med Woody Allens skikkelse fra filmen »Zelig«, hvor hovedpersonen skifter identitet og udseende alt efter situationen.
På flugt fra kommunister
Ægteskabet mellem Levs far og mor var som ægteskabet mellem en olierigmand og en revolutionær drage. Spændingen endte med, at Levs mor begik selvmord ved at drikke syre. Baku-området var truet af fremrykkende kommunistiske styrker og banditter, og Levs far flygtede sammen med Lev gennem Turkestan og Persien til Paris. Da forholdene faldt til ro, flyttede far og søn tilbage til Baku, men så måtte de igen flygte – denne gang over Kaukasus til Konstatinopel og videre til Paris for at ende i Berlin. Her var der i forvejen en stor koloni af russere, der var flygtet fra den russiske revolution.
Selv om både hans far og mor var jøder, forsøgte Lev, som Tom Reiss skriver, at skjule denne afstamning og give sig ud for alt andet. Han nærede en dyb kærlighed til det Baku, som han havde forladt, og besluttede sig for at studere arabisk og tyrkisk. I 1922 besluttede han sig for at konvertere til islam og tog et nyt navn, Essad Bey. Han blev dog ikke særligt religiøs, og det var nok nærmere, skriver Reiss, den eksotiske idé om orienten, der inspirerede ham. Overalt i den utrolige bog om Lev får læserne en bredere beskrivelse af historiske omstændigheder, og Reiss gør opmærksom på, at dragningen mod det orientalske var et fast indslag blandt jøder i 1800- og 1900-tallet.
Lev alias Essad alias Kurban
Levs alias Essads første og delvist selvbiografiske roman blev udgivet i 1929, på engelsk fik den titlen »Blood and Oil in the Orient«. Her påstod forfatteren, at hans far var muslim, og hans mor en aristokratisk kristen. Identitetsforvandlingen var begyndt. På det tidspunkt var Lev alias Essad kun 24 år gammel, og han startede nu en storproduktion af bøger, der fik stor succes i Berlin. Han skrev biografier om Muhammed, Stalin og den sidste zar, Nikolaj II, og han blev ansat som anmelder og skribent på det prestigiøse Die Literarische Welt og blev en kendt skribent.
Tiden var den dristige Weimar-republiks, hvor vovede kunstnere udfordrede moralen og magthaverne, og hvor nazistiske og kommunistiske fanatikere kæmpede om magten i gaderne. Lev kastede sig ud i det letlevende liv som den mystiske muslim Essad Bey og lod sig fotografere i turban, øreringe og eksotiske gevanter, og på det tidspunkt var han så kendt, at New York Herald Tribune lavede et portræt af ham, hvor der stod: »Essad afskyr revolutioner. Den ene politiske omvæltning efter den anden har gjort ham til en mand uden fædreland, fordrevet fra hvert eneste land, hvor han har forsøgt at slå sig ned. Han, der har overlevet det russiske rædselsregimente, hader bosjevikkerne, fordi de eksproprierede hans fars oliefelter og gjorde familiens villa i Baku til hovedkvarter for Stalin. Han, der er blevet offer for det tyske rædselsregimente, hader nazisterne...«
En rig kvinde og jazzpoet ved navn Erika Lowendahl forelskede sig i hans Valentino-look, og de giftede sig i 1932. Deres ægteskab varede dog ikke længe, og da det celebre ægtepar skiltes, udtalte hun til pressen, at hun troede, at han var en arabisk prins, men at hun opdagede, at han bare var en ganske almindelig Lev Nussimbaum – underforstået jøde.
På nazisternes bestsellerliste
Men andre lod sig fuppe. Den nazistiske propagandachef, Joseph Goebbels, var vild med Levs alis Essads bog og satte den på en liste over anbefalede bøger. Men atmosfæren i Berlin var ikke til Levs fordel, og med nazisternes magtovertagelse i 1933 følte han jorden brænde under sig. Han rejste til USA i håb om at skabe sig en karriere der, men vendte tilbage til Europa, hvor han erfarede, at han var blevet smidt ud af det tyske forfatterforbund. Derefter rejste han til Wien, hvor han ændrede identitet og kaldte sig Kurban Said og skrev »Ali og Nino.« Bogen blev en succes, og Lev alias Kurban kunne se frem til at nyde den succes, men nazisterne overraskede ham ved i 1938 at gøre Østrig til en del af Tyskland. Med nazisternes racepolitik var det ligegyldigt, at han havde skiftet navn og havde konverteret til islam, for han ville blive betragtet som jøde alligevel, så der var kun én ting at gøre, og det var at flygte. Afsted gik det til Amalfikysten i Italien, hvor han slog sig ned i den smukke lille ferieby Positano for at gemme sig fra tidens trusler. Han var imidlertid uheldig, for Mussolini havde netop indført racelove vendt mod jøderne, og han havde mistet sine penge og følte sig forrådt af sin tidligere hustru, der var gået til sensationspressen med hans historie. Han havde desuden fået en blodforgiftning, der hurtigt forværrede hans helbred. Han begyndte at skrive sine erindringer, der var fulde af halve sandheder og eventyr, og han kaldte manuskriptet »Manden der ikke forstod sig på kærligheden«, men han udgav det ikke. Tom Reiss fandt frem til Levs forlægger, Frau Mögle, der i 60 år havde gemt manuskriptet i sit pengeskab.
I 1942 dræbte blodforgiftningen Lev, og han døde i Positano, kun 35 år gammel. Han ligger begravet på Positanos kirkegård, før fascister eller nazister kunne få fat i ham. Hans far blev myrdet i KZ-lejren Treblinka.
Tom Reiss bog er ganske simpelt forrygende læsning og mere fantastisk end fiktion. Via Levs livshistorie kaster Tom Reiss lys over Europas mest dramatiske periode, men også over en lang række mere eller mindre ukendte menneskeskæbner, der hver især kunne skrives bøger om. Det er fabelagtig historieskrivning, som jeg varmt kan anbefale.
Titel: »Orientalisten«.
Forfatter: Tom Reiss. Oversættelse: Poul Henrik Westh.
Sider: 517 sider. Pris: 350 kroner.
Forlag: Informations Forlag.
