I novellen »Sorg-Agre« stiller Karen Blixen en ung adelsmand over for et alvorligt valg. Den ældre, impotente onkel har ikke præsteret nogen arving af blodet til at overtage herregården og opfordrer nu nevøen til at besvangre sin unge hustru, så jord og herregård kan forblive i blodlinjen og i slægtens eje. Da den unge mand takker nej – trods tantens åbenbare ynder – sker det med henvisning til den nye tid, hvor individets ønske om at sætte egne evner over fortjeneste sejrer over feudaltidens krav om personlig anonymitet og slægtsfølelse. Her, i den gamle tid, var den tilfældige besidder af jorden ligegyldig i rækken, mens forpligtelsen over for slægten, Gud i himlen og kongen af Danmark afgjorde sagen.
Det er på en måde denne identitetshistorie, tidligere museumschef John Erichsen og juraprofessor Ditlev Tamm har taget for sig i deres uhyre gennemresearchede værk »Grever, baroner og husmænd«. Opgøret med de store danske godser 1919«. Bogens styrke er det store detailkendskab til de danske godser og afgørelserne i enkeltsager for de danske herregårde, der hele vejen igennem holdes sammen af et kronologisk overblik over herregårdenes overgang til fri ejendom og delvise udlægning i husmandsbrug. Hertil kommer indføringen i et stykke politisk historie i Danmark, hvor radikale og socialdemokratiske kræfter trækker tæppet væk under en traditionelt set besiddende og privilegeret klasse med store jordbesiddelser, palæer i hovedstaden omkring Frederiksholm Kanal, Kongens Nytorv og Bredgade, ferieadresser i Provence, udsvævende selskabelighed, hofballer, storvildtjagt i Afrika og opulente godsjagter. »Jordhungeren« trænger sig på ved begyndelsen af det 20. århundrede, og husmandsbevægelsen gør krav på ekspansion. Hvad er da mere oplagt end at dele den kage, som danske jorddrotter med flid har samlet sig, med den hungrende landarbejderbefolkning? Jo, der er lige Grundlovens paragraf om ejendomsrettens ukrænkelighed. Det var den, der blev prøvet ved domstolene i 1920. Og det var den, der så brutalt blev tilsidesat til fordel for lensafløsningen.
Omfattende redegørelse
De to forfatteres omfattende redegørelse for hele den danske herregårdsadels afgivelse af rettigheder til fordel for en mere retfærdig jordfordeling tager afsæt i et magtfuldt kapitel om tilblivelsen af de danske majorater, len, stamhuse og fideikommisgodser. Foruden diverse arkivoplysninger rummer værket en ordliste over de ofte spidsfindige gloser i forbindelse med de mange standsbegreber og specialord af fremmed oprindelse, der tynger – og pryder – det danske adelslandskab. Heraf fremgår, at udtrykket »majorater« benyttes som samlebetegnelse for båndlagt gods eller kapital i henhold til forordningen af 1671. Og det er just denne forordning, der er lensafløsningens kerne og omdrejningspunkt. For at stive enevælden af uden om den gamle danske uradel oprettede Christian V en ny magtfuld overklasse af grever og baroner med stor politisk indflydelse og særdeles velpolstrede embeder. Og for at sikre kontinuiteten og sikre maksimal stabilitet i samfundet blev godserne »båndlagt«, så de udelt kunne gives i arv til én arving, oftest til ældste søn, fordi – som det hedder i forordningen »Middel og Formue lætteligen forsvinder naar dend udi mange smaa Lodde deelis«.
Til gengæld for båndlæggelsen af godserne modtog adelen privilegier i stort og småt og kunne f.eks. ikke gældsforfølges. Der skulle ikke svares skat af den beboede herregård eller kirkeskat. Adelen rådede over jagtretten, og et antal bønder kunne holdes fri for militærtjeneste. I den mindre skala af »Grevernes og Friherrernes privilegier 25. maj 1671« blev det desuden fastslået, at disse havde ret til at benytte rødt voks ved udfærdigelse af dokumenter, mens almindeligt dødelige og andre i statsadministrationen var henvist til at benytte sort lak! Rimeligt nok.
Frem til lensafløsningen i 1919 eksisterede der 74 jordmajorater fordelt på 21 grevskaber, 14 baronier, 31 stamhuse og otte fideikommisgodser. I forbindelse med vedtagelsen af enevældens afskaffelse og grundloven af 1848 – der faktisk indeholdt en »løfteparagraf« om stamhusenes overgang til fri ejendom – kom også adelens privilegier til diskussion. Ude omkring i Europa havde man allerede afskaffet majoraterne, der var overgået til fri ejendom uden afgifter til staten og jordafståelse. I Danmark skulle det under en politisk dagsorden gå anderledes og for visse ejendommes vedkommende med invaliderende følger. Forsøget blev gjort allerede i 1870erne, men fortonede sig under den konservative J.B.S. Estrups provisorietid, hvor de politiske vinde ellers kunne have medvirket til et mindre brutalt indgreb mod godserne og på mere retfærdig vis – forstår man på de to forfattere – have banet vejen for den frie omsættelighed af jorden.
I stedet blev det med den radikale konseilspræsident og justitsminister C.Th. Zahle, der med stor fanatisme kom til at svinge kniven over godsbesiddelserne. Lovforslaget blev fremsat i Folketinget 13. februar 1919 med det klare sociale sigte, at den afgivne jord fra herregårdene skulle udloddes som husmandsbrug. Debatten var hård og uforsonlig, men loven blev vedtaget i oktober samme år. Spørgsmålet om ejendomsrettens beskyttelse, som Grundloven fastholdt, kom herefter til prøvelse ved Østre Landsret, der sensationelt kendte loven ugyldig. Med større forståelse for lovens samfundsmæssige betydning end de juridiske aspekter af sagen afgjorde Højesteret imidlertid 11. december 1920, at lenene skulle afløses, og at staten skulle inddrive 20-25 procent af godsernes værdi uden at give erstatning herfor.
Seriøse forfattere
Over de kommende årtier skulle et særligt nedsat Lensnævn afvikle de 74 majorater. Sagsbehandlingen med udløbende processer for de enkelte ejendomme fylder hele ti hyldemeter i nævnets arkiv, og det er disse arkivalier, de to forfattere har læst sig dybt ind i uden på noget tidspunkt at miste overblikket retshistorisk eller kulturhistorisk. Til kulturhistorien føjer loven om lensafløsning så et særligt og hidtil overset kapitel, som bogen i kapitlet med den sigende overskrift »Skattejagten« tager yderst seriøst og gennemskriver med en vis humoristisk indforstået distance: Til trods for, at herregårdenes kulturskatte intet har at skaffe med lovens formål – at skaffe jord og kapital til oprettelse af mindre landbrug – så skikkes Frederiksborgmuseets nidkære inspektør, magister Otto Andrup ud til de danske herregårde for efter Lensnævnets forskrifter at vurdere majoraternes kulturgenstande og løsøre. Greb lensafløsningen ind i herremændenes ret over jorden, så bevægede Andrup sig efter manges mening utilbørlig langt ind i adelens private gemakker for at sikre standure, malerier og smykker for en bredere dansk offentlighed.
Frijsenborg og Stensballegaard var de første, der måtte åbne skatkisterne for Andrup. I 1922 fulgte Holsteinborg, Brattingsborg, Dragsholm, Gavnø, Orebygaard, Holckenhavn, Holstenshuus, Løvenborg, Vilhelmsborg og Tølløse. Med sin ansættelse ved et af de tilgodesete museer og som privat kunsthandler var Andrup ganske inhabil. Klagerne strømmede ind over dette »herregårdsspøgelse«, der fermt og efter eget skøn skaffede sig kulturskatte (»Kunstværker og historiske Genstande af ganske særlig Betydning«) til museerne – og gerne mod at nedsætte vurderingen af det øvrige skattebelagte indbo. Noget for noget.
Løber man her små 100 år efter lensafløsningen på en lensgreve eller lensbaron – der stadig i rangklasse rangerer højt over departementschefer og højesteretsdommere – vil man stadig møde en vis forurettelse over den grundlovsstridige jordafgivelse til oprettelse af de mange husmandsbrug. Besøger man et husmandsbrug, vil man møde en fritidslandmand med hestefolde og økologiske grøntsager. Trods de to forfatteres tydelige veneration for herregårdskulturen forholder de sig nøgternt resignerede til gennemførelsen af lensafløsningen, men påpeger den unødvendige hårdhændethed, der prægede mødet mellem ret og politik. For første gang er sagen nu endelig og i sin mangfoldige helhed belyst. Og det i en særdeles appetitlig og forbilledlig indpakning af kommenterende billed- og illustrationsmateriale.
Titel: »Grever, baroner og husmænd. Opgøret med de store danske godser 1919«.
Forfattere: John Erichsen og Ditlev Tamm.
Sider: 348.
Pris: 400 kr.
Forlag: Gyldendal.
