Fra fatalisme til socialisme

Martin Andersen Nexøs fortællinger holder gennemgående et højt niveau.

85 fortællinger af Martin Andersen Nexø er udgivet i fire bind i en grundig tekstkritisk udgave fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. I fortællingerne finder man blandt andet prosa, der har essayets og samtidsreportagens karakter, og mere selvbiografiske fortællinger. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af Kasper Støvring

kultur@berlingske.dk

Martin Andersen Nexø er ikke blot Danmarks- men også verdenskendt som den store forfatter, der blev kommunist og skrev proletarromanerne »Pelle Erobreren« og »Ditte Menneskebarn«. Denne status indebærer, at man som læser risikerer at falde i to fælder. For det første, at man overser alle de andre værker, Nexø skrev. For det andet, at man stirrer sig blind på forfatterens ideologiske ståsted.

Den læser, der sympatiserer ideologisk med Nexø, risikerer alene at se de tidlige bøger som en foregribelse af kommunismen; den kritiske læser risikerer af ideologiske grunde ikke at kunne anerkende de æstetiske kvaliteter i værkerne. Men det kan aldrig være forfatterens intention eller tendens, der afgør et værks kvalitet, men alene dets litterære egenskaber. Dog kan værkerne ganske vist skæmmes, hvis tendensen er for stærk: Værkerne konstrueres som en slags politiske indlæg.

Den kritik undgår Nexø ikke i sine svagere fortællinger. Men i de bedste viser han sit format som en fremragende forfatter. Den dobbelthed gælder også for de 85 fortællinger, der er udgivet i fire smukke bind i en grundig tekstkritisk udgave fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Meget symptomatisk for den ideologiske forståelse af forfatterskabet blev bøgerne da også præsenteret ved en reception på Arbejdermuseet. De fire bind indeholder fortællinger fra den første samling, »Skygger« fra 1898, til »Et Skriftemaal« fra 1946.

I løbet af de 48 år mærker man en udvikling fra undergangspessimisme, over kras socialrealisme til de senere fantastiske og allegoriske fortællinger, der også har et tydeligere agitatorisk indhold. Et eksempel er »Ulven og Faarene!«, der er en slags anarkistisk-socialistisk vision om eneren, der har mod til at gennemskue religionens falskhed, men som konsekvens heraf udstødes af fællesskabet af kujonerede får. Blandt de senere værker finder man også symboltunge ting som antikrigsfortællingen »Brodermordere«.

Især i den tidlige fase er fortællingerne præget af en kynisk-nihilistisk skildring af underklassens elendighed. Der er ikke meget håb at spore og ingen højere mening i sigte, ja, man fristes til at karakterisere Nexøs verdenssyn som fatalistisk. Et kompromisløst udtryk for netop det, finder man i novellen »Lotterisvensken«. En ludfattig familiefar køber en dyr lotteriseddel, der skal indløses tre gange. I takt med at der ikke er gevinst på de to første trækninger, synker han længere ned i drukkenskab, indtil han i desperation over ikke at have råd til mere alkohol sælger lotterisedlen. Som man kan gætte, er der gevinst på den tredje trækning. Det hele ender med, at faren tager sit eget liv.

Sammenbrud og retfærdighed

Medfølelse med sine figurer kombineret med indignation over de sociale forhold er Nexøs vandmærke. De fleste fortællinger er præget af det, der er blevet kaldt »hårdkogt« naturalisme, andre er fine psykologiske skildringer. Samlingerne er rige på skæbnefortællinger, der skildrer sammenbrud og normoverskridelser (som i »Frænke«), desillusionerede skildringer af elendigheden mødes andre steder med beretninger om almuens forgæves revolte, bl.a. i novellen »En Kvinderevolution«, der er foranlediget af den unge Nexøs rejse til Spanien. Det er interessant at se, hvordan denne grumme nødvendighed står i modsætning til frihedsfølelsen hos overleveren, man kender fra Pelle Erobreren.

Stilistisk og genremæssigt spænder for-tællingerne bredt. Man finder bl.a. prosa, der har essayets og samtidsreportagens karakter (som »Vesterbro«), og atter andet har, som samlingen »Barndommens kyst«, karakter af personlige erindringer. Af de mere selvbiografiske fortællinger bør især »Idioten« fremhæves. En retarderet gårdarbejder udbyttes på det groveste, mens han holdes nede med billig snaps. Da en dreng – Nexøs alter ego – forbytter snapsen med vand, går »idioten« amok og brænder sin plageånds gård ned. Man mærker mellem linjerne, at retfærdigheden er sket fyldest.

Ikke uden grund har man talt om en inspiration fra den unge Henrik Pontoppidan, og man har sammenlignet Nexøs fortællinger med Johannes V. Jensens »Himmerlandshistorier«. Nexø skrev også hjemstavnsskildringer om almuens kår på baggrund af sin opvækst på Bornholm.

I fortællinger som de nævnte er Martin Andersen Nexø på sit højeste. Men hvor den ideologiske tendens tager over, er han svagere, og en trættende realisme og banal moralisme kommer til at skæmme de litterære kvaliteter.

Forfatter: Martin Andersen Nexø. Titel: »Samlede fortællinger I-IV«. Sider: 1.208. Pris: 600 kr. Forlag: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Syddansk Universitetsforlag.