Selvom A-gruppen er opløst, føles det som gode gamle dage at møde Paul Hjelm og hans nye gruppe Opcop i »Hviskeleg«. Det er ikke kun, fordi Paul har taget Arto med til Haag og trækker kraftigt på andre gamle A-typer så som Jorge, Kerstin og Sara. Arne Dahls måde at køre et nyt hold i stilling vækker også herlige minder om dengang, A-gruppen så dagens lys. Så man bliver hurtigt betaget af tyske Jutta, polske Marek og britiske Miriam, for nu at nævne nogle få af de mange nye i Opcop, der i alt tæller elleve plus det løse.
Opcop skal forestille at være en nyoprettet operativ enhed under Europol, med andre ord et slags europæisk FBI. Hvis alarmklokkerne begynder at ringe hos læsere, der har problemer med den slags grænseoverskridende politi, skal jeg nok ikke berolige dem med, at det hele endnu er meget tys-tys. Til gengæld er Paul selvfølgelig den helt rigtige chef, når det endelig skal være. Han har tvivlen på det rette sted og er flydende i EUnglish, so to speak.
Mens Opcop-gruppen sidder nede i hovedkvarteret i Haag og filosoferer over, om de mon alligevel skal være observatører i al evighed, kommer den første opgave dumpende fra Sverige. Det udvikler sig til en rasende stor sag, hvor en svensk møbelfabrikant, en døende kinesers hvisken, italiensk mafia af værste skuffe og en moderne Ariadne blot er nogle af ingredienserne. På smarte whiteboards fylder sagens tråde og udløbere snart det meste af Katedralen, Opcops store lækre konferencelokale, der blinker og dytter med ny teknologi. Lidt søgt kommer der hoved og hale på sagen, som Arne Dahl udnytter til at køre magt, penge, forurening, narko og meget mere sammen til ét stort globaliseringsbalfaldera, der rækker langt ud over Europa.
Det er festlige løjer på et højt plan og kulminerer i det sublime kapitel »Timen efter« cirka midtvejs i romanen. Resten af tiden savner man tit og ofte den eftertænksomme inderlighed, som Opcops spektakulære verdensomspændende første sag ikke levner plads til. Så mindre kan måske gøre det næste gang?
