Forunderlige ungdom

Norske Tore Renberg skriver vidunderligt vanedannende om et teenageliv i en opbrudstid.

»Jeg er en lille mand fra en lille by i et lillebitte land, og knap nok en mand; jeg er snart sytten og et halvt år, én meter og treoghalvfjerds centimeter, 69 kilo uden tøj om morgenen, bumser rundt om munden og på halsen, en lille skævhed i den højre fod, har kæreste på femte måned.«

Sådan præsenterer Jarle Klepp sig på en af de første sider i »Mig og Yngve«, som sender læseren tilbage til Stavanger anno 1990, hvor tv, radio og aviser uafladeligt fortæller om Murens fald og om Mikhail Gorbatjov, der måske er fremtidens mand i Øst.

Sager som også optager den partisantørklædeklædte Jarle, der udgør en lille nysgerrig og – efter egen ungdommelig overbevisning – alternativt tænkende treenighed med vennen Helge og kæresten Katrine:

»Vi diskuterede politik, film, musik, litteratur, piger og øl, vi var enige om at U2 for længst havde mistet grebet og var blevet kommercielle, vi syntes at den litteratur vi blev præsenteret for på skolen var noget konservativt pis, vi elskede »Barfly«, Charles Bukowski, The Smiths, Dead Kennedys, Jim Jarmusch, Stanley Kubrick, vi sagde NEJ til alt det der ikke passede ind under vores alternative paraply.«

Men på gymnasiet møder Jarle en dag den helt anderledes Yngve. Han lytter til Spandau Ballet, går klædt i pastelfarver og spiller ikke punkguitar, men tennis og synthpop.

Med ét er alt ændret, og Jarle forelsker sig hemmeligt og hovedkulds i Yngve, imens han forgæves forsøger at holde sammen på Katrine og Helge. Og mere dramatisk stof behøver Renberg ikke for at fremskrive en øm, humoristisk, og reflekteret historie, der i én og samme bevægelse fortæller om en enkelt teenager og om en hel tid i opbrud.

Vemodigt og vitalt
Det er dog primært portrættet af den charmerende og skiftevist kærlige og kyniske Jarle, der gør »Mig og Yngve« så vidunderligt vanedannende. For sjældent har en fiktiv figur stået så lyslevende frem, og selvom man allerede skulle have set Stian Kristiansens fine filmatisering af »Mig og Yngve«, så er der andet og mere at hente i bogen, hvor det homoerotiske tema er foldet mere udførligt ud, og hvor Jarles skilte forældre beskrives indgående og med stor psykologisk indsigt.

Alt sammen skrevet med et tastatur, der veksler legende let mellem vemodige og vitale stemninger og giver læseren mod på meget mere end de 438 sider.

Det er der lykkeligvis råd for. Historien om årene før Jarles forældre blev skilt fortælles nemlig i Renbergs ligeledes fremragende »Kompagni Orheim«, som udkom på dansk i 2008.

Og med »Charlotte Isabel Hansen« får vi forhåbentlig også snart det tredje bind i fortællingen om Jarle og hans vej ind i det voksenliv, der langsomt sliber kanterne af alle drømme om kærligheden og samfundet og lader de fleste af os tilbage med bittersøde minder. Om det der var. Og aldrig bliver igen.

Det sidste handler »Mig og Yngve« om – så det kan mærkes langt ind i læserens egen erindring.