Jens A. Berg var tysk soldat i Østeuropa, hvor nogle af de værste slag og massedrab under Anden Verdenskrig fandt sted.
I de selv samme områder, hvor han var i tjeneste med sine kammerater i den sjette armé, bl.a. som ordonnans på motorcykel, blev partisaner hængt og jøder nedskudt.
Men ifølge Jens A. Bergs nye bog »Fanget på Østfronten« så han ikke noget til den slags. Han beskriver derimod den tyske hær, Wehrmacht, som gode soldater»,når man så bort fra det store billede og kiggede på relationerne fra menneske til menneske, så var de fine... Vi var først og fremmest solidariske med vores medmennesker, ligesom de var det med os«.
Men uanset hvad han så eller ikke så, hørte eller ikke hørte, så viser historisk forskning, at Wehrmacht var dybt impliceret fra starten af invasionen af Sovjetunionen i mord på civile russere, hængning af partisaner og mord på civile.
Ikke mindst den sjette armé, som Berg var soldat i, har vist sig at bistå SS i en lang række tilfælde med indfangning af jøder, deportationer og vold. Ordrerne kom fra hærens øverste ledelse og blev ført ud i praksis.
Den britiske historiker Richard J. Evans har skrevet, at lige fra starten af krigen mod Sovjetunionen indgik Wehrmacht i folkemords-krigen og udførte »ekstremt brutale og barbariske handlinger.« Og den tyske ekspert i Wehrmachts historie, Jürgen Förster, har skrevet, at Wehrmacht spillede en central rolle i Holocaust, altså udryddelsen af jøderne, og også var aktiv i andre krigsforbrydelser. I bogen af Jens A. Berg er ordet »jødeudryddelse« kun nævnt én enkelt gang.
Jens A. Berg er i dag 90 år og lever som dansk statsborger i Løgumkloster og har skrevet bogen i samarbejde med journalist Ole Sønnichsen. Jens A. Berg har selvfølgelig ret til at huske krigen, som han vil. Men sagen bliver mere alvorlig, fordi forlaget, Gyldendal, ikke har forsynet bogen med et forord eller efterord, der sætter Bergs historie ind i en sammenhæng.
Unge læsere må tro, at krigen østpå var en ganske almindelig krig, og at tyske soldater fra Wehrmacht var almindelige soldater, der ikke begik uhyrligheder mod civile, partisaner og jøder.
I 2009 udgav Gyldendal bogen »De grønne djævle« skrevet af Bent Christensen om de tyske faldskærmssoldaters krigsindsats i Middelhavsområdet. Bogen var præget af primitiv krigsromantik og nævnte ikke et ord om soldaternes mord på civile. Efter min anmeldelse i Berlingske trak forlaget bogen tilbage.
Den nuværende udgivelse kan minde om »De grønne djævle«, men er faktisk værre. Her er ikke tale om en amatørhistorikers lidt kåde hyldest til tyske soldater, men om en krigsaktiv, der giver et billede af Wehrmacht og krigen, der strider mod al historisk forskning, og uden at forlaget forsøger at sætte bogen ind i en historisk ramme.
Kom vidt omkring
Jens A. Berg var kun 19 år, da han blev indkaldt til tysk krigstjeneste i 1941. Han tilhørte det danske mindretal i Sydslesvig. I de næste fire år rejste han til Østfronten tre gange, hvor han deltog i flere alvorlige slag. Første gang var i en nordlig rute i efteråret og vinteren 1941.
Turen gik til bl.a. Minsk, Smolensk og Klin i nærheden af Moskva. I sommeren 1942 var han på en sydligere rute mod byerne Brubask, Orel, Voronezh og bl.a. Poltava og Kiev. Endelig var han i vinteren og foråret 1944 i samme sydlige område. Han var dels infanterist med maskingevær, og under sommertogtet i 1942 var han ordonnans på motorcykel og kom vidt omkring ifølge sin egen beskrivelse. Han må have været velinformeret og haft mulighed for at snakke med både tyske soldater og civile i hele området.
Alligevel hører man i bogen intet til behandlingen af partisaner, mord på civile eller jøder. Det er mærkeligt, for hvis man går hans rute efter, så vil man opdage, at alle de steder, han drog igennem, var der i stort set samme periode både grufulde gerninger mod tilfangetagne formodede partisaner, som ofte blev lynchet, og systematisk vold og mord på jøder. Da han var i Minsk og Smolensk i efteråret og vinteren 1941, foregik der en effektiv forfølgelse og massemord på jøderne i dette område. Store grupper var allerede blevet skudt fra sommeren 1941, og aflivningen fortsatte året ud.
I sommeren 1942 rejste Berg som sagt ad en sydlig rute, og i de områder, han kom igennem, foregik der dagligt henrettelser af jøder. Han nævner selv byer som Bryansk, Orel , Kursk og Voronezh. I Bryansk var der kort inden, han ankom dertil i juli 1942, henrettelse af 500 jøder. I Orel var der løbende mord på jøder, og i Voronezh var der netop på den tid, hvor Berg kørte området tyndt på sin motorcykel, massehenrettelser af jøder. De jøder, der ikke var flygtet, blev skudt 10. august 1942.
Overalt i området var der tyske voldshandlinger mod partisaner og jøder, men Jens A. Berg så og hørte åbenbart ikke noget.
»Negative oplevelser«
Der er mange skildringer af samværet med civile russere og ukrainere, hvor der ikke synes at bestå noget synderligt had eller bitterhed. Jens A. Berg og hans kammerater blev som soldater ofte indkvarteret hos civile, og det gik efter bogen at dømme stort set smertefrit. Der er enkelte scener, hvor man får fortalt om nogle misgerninger, men de begrænser sig til mindre forbrydelser.
Nogle tyske soldater skød nogle russiske soldater ned, fordi de ved overgivelsen ikke havde hænderne i vejret. Og andre tyske soldater brændte et hus ned med sårede russiske soldater, men den handling havde ifølge Jens A. Berg en militærstrategisk årsag og skyldtes ikke ondskab. Til de mindre sager hører, at han indrømmer et hestetyveri, men det syntes russerne at tage roligt.
»Selvfølgelig mødte jeg negative oplevelser undervejs, og selvfølgelig optrådte tyskerne på ingen måde rigtigt i alle situationer, men jeg kan med god samvittighed sige, at jeg aldrig har været nødt til at være ond mod nogen i løbet af krigen... Nazismen mødte jeg ikke meget af blandt almindelige soldater og officerer, men selvfølgelig var der brodne kar iblandt dem. Det var nazisterne, der var de slemme. Det var dem, der faldt for demagogien, der blev ligegyldige og afstumpede,« skriver han.
Hvordan kan Gyldendal nu for anden gang i løbet af kort tid udgive en problematisk bog om den tyske krigsindsats uden historisk referenceramme?
