Den grønlandske kulde er erstattet af dansk kølighed, børnene er blevet voksne, og relationerne mellem dem og til forældrene er formet af fortid, fortielser og ferske forhåbninger: Iben Mondrups vidunderligt velskrevne »Karensminde« er en stærk fortsættelse af hendes prisbelønnede gennembrudsroman, »Godhavn«, om end ikke helt så barnligt naivt dobbelttydig. Samlet fremstår bøgerne som en alternativ familiekrønike over det moderne liv.
Årene er gået, hovedpersonerne, Bjørk, Knut og Hilde, har hver især slået sig ned i Danmark, og forældrene har nu valgt at tage samme skridt efter et halvt liv i Grønland. De har købt en gård på Møn og er i gang med at sætte den i stand, så de før eller siden kan tage imod gæster i deres planlagte Bed & Breakfast. Alt er på overfladen fint og formfuldendt, men lige neden under den fine fernis rumsterer fortidens mere eller mindre opløste aktanter som gespenster eller små dyr bag panelerne.
Familien er under psykologisk ombygning. Måske har den været det hele tiden, men nu er det så meget desto tydeligere, her hvor hovedpersonerne skal forsøge at finde sig tilrette i nye konstellationer og aldrende roller.
Melankolsk korsang i litterær form
Den engang gesjæftige og udadvendte Bjørk er blevet sart og søgende, den indadvendte og sårbare Knut har påtaget sig rollen som familiens dominerende overhoved, mens farens øjesten, Hilde, har trukket sig fra familiens arne og er blevet en selvstændig enspænder med bopæl i egen bil og studier i noget, ingen rigtig forstår.
Forældrene, der på den ene side har nok i sig selv, på den anden side gerne vil familiefællesskabet, fremstår pludselig ikke længere stærke og styrende, men famlende og mere eller mindre umedgørlige, ja, menneskelige.
Situationen tilspidses, da far Jens falder ned fra stigen, en dag han vil fjerne nogle stærekasser. Han overlever, men kun som en skygge af sig selv, og med den engang så handlekraftige og stærke far reduceret til en hjælpeløs, tavs gamling, rystes familiestrukturen for alvor.
Små sprækker i murværket bliver til åbne revner, hvor blæsten piber ind, og gammel bitterhed, undertrykt vrede og minderne om det, der var, langsomt siver ud sammen med lyden af kradsende mus og tiden, der går.
Bjørk har droppet kæresten i København og installerer sig på et nedlagt husmandssted tæt på forældrenes gård, hun får job som lærer på den lokale skole og er ellers sammen med mor Karen. Knut kommer fra tid til anden kørende fra Silkeborg, hvor han bor med sin, synes han, dejligt normale hustru og deres tvillingedøtre, og Hilde holder sig bare væk, indtil hun lige pludselig dukker op ud af det blå.
I en femstemmig polyfoni orkestrerer Iben Mondrup behændigt hver af familiemedlemmernes skiftende stemmer, der melodisk slynger sig ud og ind mellem hinanden og frem og tilbage i tid og sted. »Karensminde« er rytmisk ro og kraftfuld melankolsk korsang i litterær form. Og så er den oven i købet pakket ind i et dragende smukt omslag af et korngult landskab og nøgne træer mod en efterårstung horisont. Bag det gemmer sig markmus, menneskene og et lille mesterværk.
Titel: Karensminde. Forfatter: Iben Mondrup. Sider: 312. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.
