Fortidens magt

Roman: Fortidens magt Gianni Orzans forestillinger om sin far smuldrer, da han bliver opsøgt af et menneske, der påstår han ved noget, som Gianni ikke ved.

Egentlig har Gianni Orzan fod på tilværelsen. Han er en succesfuld børnebogsforfatter, lykkelig gift og far til Francesco, hvis største problem er, at han har været lidt sen til at lære at cykle. Han har en fantastisk udsigtslejlighed i et af Roms yderkvarterer, og han har netop modtaget en børnebogspris.

Måske er det, fordi han selv synes, han har rigeligt. Måske fordi en journalist ved prisoverrækkelsen spørger ham, om han er et trist menneske. Måske er det farens nylige død. I hvert fald overrasker han sig selv ved at følge en indskydelse og give alle pengene til en fremmed kvinde. Ikke at hun ser ud, som om hun trænger til dem. Heller ikke fordi han vil hende noget. Det sker bare, på en gang tilfældigt og determineret. Da han skal hjem efter prisuddelingen, kører han efter en lige så uforklarlig indskydelse med en uautoriseret taxachauffør. Det er en dyr bil med flagrende ledninger under rattet, chaufføren bærer pistol og virker på enhver måde som et bekendtskab, han burde undgå. Da chaufføren, som også hedder Gianni, spørger til Francesco, går forfatter-Gianni i panik og tumler ud af bilen uden sin taske. Han er sikker på, at nogen forfølger ham og bringer sin familie i sikkerhed i Viareggio hos svigerforældrene.

Gianni vender tilbage til byen. Og chauffør-Gianni dukker op med den glemte taske. Han hævder, at han er forfatter-Giannis afdøde fars nærmeste ven, og at faren i virkeligheden var kommunist og KGB-agent. Gianni kan ikke tro, hvad han hører. Han har kaldt sin far for fascist, og deres forhold har ikke mindst på grund af forskel i politisk orientering altid været anspændt. Hvis den nyopdukkede ven har ret, vil Giannis fortid, erindringer og selvopfattelse falde fra hinanden. Chauffør-Gianni præsenterer ham ikke for håndfaste beviser, fotografier eller dokumenter, men alligevel opløses Giannis modstand gradvist, uden at han vil det. Mens han forsøger at holde stand og klamre sig til den version af sin far, han kender, bliver han hyper opmærksom på uregelmæssigheder og tegn i verden omkring ham. Der opstår et tomt rum i hans bevidsthed, som oversvømmes af hypoteser og skridende bevidsthed. Det er romanens passager med strømmende tankerækker og frontalsammenstød mellem ydre og indre begivenheder, som i den grad løfter bogen.

Forventer man sig mest af det thriller-spor, der løber side om side med identitetskrisen, bliver man sikkert skuffet. Der er ingen forløsende afklaring og ikke noget, der går op i en højere handlingsmæssig enhed. Personligt synes jeg, det er et stort plus, da det understreger det væsentlige og virkelig interessante i romanen -spændet mellem fiktion og virkelighed, samt det evigt nagende spørgsmål om, hvad vi egentlig ved om hinanden og os selv. Spørgsmålet består. Det runger endda videre, når man har lukket bogen.