Fortællingernes kraft

Digte: »Buresø-fortællinger« Dy Plambeck debuterer overbevisende med fortællende digte.

Buresø sydøst for Slangerup er lokaliteten for Dy Plambecks debutdigte »Buresø-fortællinger«. Som titlen angiver, er det fortællende element i centrum. Gennem digtkæden fortæller Dy Plambeck historien om Kvinden Milys opvækst i Buresø. Tiden er nutiden, hvor Mily er stedt i et antydet lidt småkedeligt og gnidningsfuldt forhold til en ung mand, men det er erindringens tid, der fylder Milys fortællinger. Nutidens små hændelser sætter kæder af erindringer i gang, hvor den ene historie let fører over i den anden. For hvordan var barndommen egentlig? Den er væk nu, opløst i et spind af fortællinger, hvoraf nogle er selvoplevede og en hel del er fortalt af andre. »Er hans fødder ikke helt unaturligt store, spørger du og peger/ på Saddam Husseins fødder på skærmen/ og jeg husker/ at min mor pakkede mine fødder ind i avispapir/ ombord på en flyver på vej til Kreta/ men hvad grunden var husker jeg ikke længere.«

Familielegende
Der er mange løse ender i en erindret barndom, men den største er den om Otto, farfarens ven, der var med til Milys fødsel, og hvis levnedsløb på Grønland er blevet en familielegende. Han er vokset til en helt på størrelse med Knud Rasmussen, og angiveligt skulle hundene (som i Tom Kristensens afskedsdigt til Knud Rasmussen) have tudet langs hver en kyst ved meldingen om hans død. Men var han nu også bare sådan, undrer Mily sig? Interessant i øvrigt med temaet Grønland, som man genfinder hos forfattere som Naja Marie Aidt og Lone Hørslev, hvem Dy Plambeck bestemt har lært en del af, ligesom hun har gjort det hos Pia Juul, hvor onkler og familiehistorier også florerer.

Til forskel fra de nævnte er Dy Plambeck endnu mere prosaisk fortællende, men med en stor ynde og en sans for at sprede de mærkeligste små tegn, som foruroliger læseren ganske tilpas. Hvad er f.eks. alt det her med transvestitterne - faren, som en dag er klædt i dameundertøj, hvis ben skulle være egnet til strømpemodelfotografering, og så den stærke lastvognstransvestit Yrsa, som Mily var lidt bange for i sin barndom? Kønnet er ikke så givet, som man kunne tro, heller ikke for Mily, som både ville være dreng og pige, og hvis navn i øvrigt ikke blev fundet egnet af præsten!

Små spor
Alle disse fragmenter af historier ligger tilbage som gåder, små spor, som måske kan stykkes sammen til en sti ind i Milys liv, måske ikke.

Dy Plambecks talent ligger i hendes evne til at løfte det fortællende op og ind i nye sammenhænge gennem pludselige spring, så vi gennem ét digt kommer fra et besøg hos en clairvoyant, der fortæller at Mily har stærke indianerbånd, til 2. klasse, hvor Mily optrådte i en birolle som indianer i en skolekomedie, til et langt senere ophold i et beskyttelsesrum i Haifa, hvor Mily kommer til at synge 2. klasses indianersang af bare skræk, og endeligt til nuet, hvor Mily tager sig i at sidde og studere kærestens håndflade. Det hele så let og ubesværet, morsomt, alvorligt og medlevende, og sådan kan det kun virke, når man for alvor har arbejdet med stoffet. Det har Dy Plambeck gjort med sine »Buresø-fortællinger«, som jeg er sikker på, som en sten i vandet, vil sprede ringe i mange læsere.