Ikke en børnenes bedemand, som i Oscar K. og Dorte Karrebæks billedbog fra 2008, men en helt almindelig én, der gør døde - gamle som unge - klar til kiste og begravelse. Dag ud og dag ind. Men denne bedemand kan tale med de døde. Hos dem henter han erfaringer om levet liv, om sol og blæst og damers runde numser. Ganske anderledes end hans daglige trummerum, som først ændres den dag, en ung pige skal gøres klar. Pigen er så ked af det, at han må male et muligt paradis frem for hende. Men er paradis her eller hisset? Teksten er ikke Fupz’ største, men debutanten Slocinskas spinkle og udtryksfulde streg giver den et gevaldigt løft. Stivnakken får liv og hun tildigter på allerbedste vis, bl.a. ved hjælp af farverne - fra grå tristesse til blodrøde toner. Et særdeles fascinerende bekendtskab