I 2000 og 2001 rasede der en debat i Berlingske om Gyldendals store leksikon Nationalencyklopædien og værkets milde behandling af kommunismen og dens medløbere.
Startskuddet var en kronik af filosoffen Henrik Gade Jensen, hvor han påpegede mærkværdigheder i det omfattende opslagsværk, herunder at ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Nazityskland fra 1939 til 1941 stort set ikke var omtalt.
Henrik Gade Jensen formodede, at det skyldtes, at der endnu var berøringsangst over for at indse, at de to totalitære ideologier, kommunismen og nazismen, havde meget til fælles og havde været i pagt i flere år.
Reaktionen var rasende protester fra værkets hovedredaktør, Jørn Lund, og dets videnskabskomité, men selvfølgelig havde Henrik Gade Jensen ret. Der var noget symptomatisk i udeladelsen.
Nu foreligger heldigvis et værk om denne djævelske pagt, som den britiske historiker Roger Moorhouse kalder den.
Moorhouse bemærker i sin indledning, at fagfæller sendte ham skæve øjekast, fordi mange stadig nægter at se i øjnene, at kommunismen og nazismen havde mere til fælles, end de er glade for at indrømme.
Moorhouse er kendt for en række velfortalte bøger om Anden Verdenskrig, sidst »Berlin i krig« (2012).
Hitler og Stalin frygtede nok hinanden, men respekterede også hinanden. De lod deres udenrigsministre, Joachim von Ribbentrop og Vjatjeslav Molotov, undertegne aftalen, og Hitler og Stalin mødte aldrig hinanden.
Stalin mødte dog selv op til aftalens underskrivelse 23. august 1939 og skålede på Hitlers helbred.
Medløberen og spytslikkeren
Moorhouse får fint beskrevet de to udenrigsministre som de ubehagelige personager, de var.
Molotov var en medløber af værste skuffe, hvis største aktiv var, at han kunne sidde stille gennem timers møder, hvorfor han fik øgenavnet Kammerat Stenrøv. Moorhouse beskriver ham som en af de mest gennemført stupide mænd, der nogensinde har været udenrigsminister i et større land.
Men Ribbentrop var ikke meget bedre. En spytslikker af værste rang, der elskede at høre sig selv tale, så hans konversationspartnere var ved at skrige. En ubehagelig tølper, der tilmed var ubegavet.
Hvad de to ministre underskrev var en ikke-angrebspagt, der også havde en hemmelig tillægsaftale, hvor de to magter delte de lande op mellem sig, der lå mellem Moskva og Berlin.
Og sådan gik det da også, for Tyskland og Sovjetunionen angreb disse lande med brutalitet, og de samarbejdede gerne i undertrykkelsen. Sovjetunionen fór frem med en skånselsløshed, der bl.a. medførte, at Stalins folk myrdede polakker i stort tal, herunder 20.000 soldater i april 1940 i skovene ved Katyn.
I de baltiske lande iværksatte Sovjetunionen massiv undertrykkelse og deportationer til Sibirien. Moorhouse beskriver, hvordan de to stormagter samarbejdede, og hvordan de delte oplysninger og militære informationer.
Som en af mange konsekvenser af aftalen beordrede Stalin også, at det sovjetiske udenrigsministerium skulle renses for jøder, og film og bøger, der havde kritiseret nazitysklands jødeforfølgelser, blev trukket tilbage.
Det var til Stalins store forbitrelse, at mens tyske tropper stormede frem, så havde hans egne styrker store problemer med at slå den finske modstander under Vinterkrigen. Men i andre områder som f.eks. de baltiske lande kunne Stalin tilfreds notere sig sejre:
»På den måde delte Stalin og Hitler i 1940 store dele af Europa mellem sig. Hitler besatte Norge, Danmark, Belgien, Holland, Luxembourg og det nordlige Frankrig – i alt mere end 800.000 kvadratkilometer (...) Stalin gjorde det ikke så godt rent territorielt, idet han kun sikrede sig omkring halvdelen af Hitlers udbytte, nemlig 422.000 kvadratkilometer. Til gengæld havde han utvivlsomt lettere ved at absorbere sine gevinster, da mange af de nye indbyggere længe havde kæmpet for en genforening med Rusland,« skriver Moorhouse.
Pagtens konsekvenser var også en stærkt øget samhandel mellem Tyskland og Sovjetunionen, som Moorhouse gør nøje rede for.
Pagten var et chok
For kommunister og nazister rundt omkring i verden var pagten et chok, men hurtigt accepterede langt hovedparten Hitlers og Stalins aftale. Mens Stalin ikke mødte opposition blandt sine egne, var der blandt Hitlers ledere en skepsis over for aftalen, og flere naziledere, som f.eks. propagandaminister Goebbels, forudså, at pagten ikke ville holde.
Mens krigen gik godt for de to stormagter, havde både Hitler og Stalin fantasier om, hvad der ville ske, når deres sejrrige hære vandt.
Hitler havde planer om, at de to stormagter skulle dele verden mellem sig og sammen kaste sig over Storbritannien, men som krigen skred frem, afviste han ikke længere muligheden af et angreb på Sovjetunionen, selv om han jonglerede med flere andre planer.
Stalins tiltro til Hitler var næsten bevægende. Flere gange blev han advaret om Hitlers aggressive intentioner, men han nægtede til det sidste at tro på, at hans pagtfælle ville angribe.
I juni 1941 blev han af en sovjetisk spion i det tyske luftfartsministerium advaret om en kommende tysk angreb. Stalin svarede: »Fortæl kilden i det tyske luftfartsministerium at kneppe sin mor. Dette er ikke en kilde, men en misinformant.«
Der er en klar tendens til, at Moorhouse giver mere plads til Sovjetunionens ugerninger end til nazisternes. Man kan kritisere ham for derved at give en ubalance i nazisternes favør.
På den anden side har historikerne koncentreret sig om nazisternes handlinger, så Moorhouse er med sin bog med til at rette op på en gammel skævvridning.
Der har i Danmark været en tilbageholdenhed over for at erkende Sovjetunionens grumme karakter og Stalins skånselsløse adfærd.
Man vovede ikke at skrive, at også de danske kommunister havde været en fare for Danmark fra 1939 til 1941, som sagen om Gyldendals leksikon viser. Årsagen var jo, at de efter pagtens ophør i juni 1941 kastede sig ind i modstandskampen.
Moorhouses bog rejser dog det spørgsmål, om vi ikke nu i Danmark må erkende, at kommunisterne var en alvorlig national fare.
Bogen kan varmt anbefales. Den er skrevet hamrende spændende og holdt i en flydende stil. Oversætteren er Peter Dürrfeld, der har gjort et fint stykke arbejde.
Titel: »En djævelsk alliance. Hitlers pagt med Stalin 1939-1941«.
Forfatter: Roger Moorhouse.
Oversætter: Peter Dürrfeld.
Sider: 447 sider. Pris: 300 kroner.
Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag.
