Vi er nået til nazisterne i udforskningen af dansk besættelsestidshistorie. Hvor frihedskæmperne stod i centrum i mange år, slutter vi nu af med de danske nazistiske medløbere. Eller måske er det overhovedet ikke afslutningen, men blot en naturlig cirkel, før en ny forskningsrunde med nye overraskende spørgsmål vil tage sin begyndelse.
Hvor nazisterne i de første mange år enten blev ignoreret eller beskrevet som perverse, dumme og naive, så er vi med de senere års forskning inde i en langt mere seriøs og spændende afdækning af denne vigtige del af vor fortid. Bøger om nazilederen Frits Clausen skildrer ham ikke blot som en lidt naragtig tyksak, som nazisterne ikke ville have som Danmarks leder, men som en begavet nationalist, der ikke blot var Berlins marionet. Tidligere på året kom en utrolig dramatisk biografi om den danske soldat C.F. Schalburg, der meldte sig til Østfronten og faldt derude. Bogen viser os et menneske, der var en god kammerat, en kærlig ægtemand og far og som havde mange andre kvaliteter, men lod sig forlede af jøde- og kommunisthad til at blive nazist.
Nu foreligger atter en bog om en dansk nazist, der forøger vor forståelse af de medløbere, der med rette blev kaldt landsforrædere. Manden var Flemming Helweg-Larsen, og han var en af de danske nazister, der blev henrettet i 1946.
Ingen kunne vide, at han ville blive en af krigstidens værste landsforrædere. Han var en eventyrlysten ung mand, der rejste til Sydamerika, og hjemme i Danmark blev han optændt af nationale tanker, sværmede for Tom Kristensens roman »Hærværk« og Hemingways bøger. Ikke meget tydede på, at denne friske og humoristiske mand skulle blive nazist. En mand, der bl.a. skød redaktør Carl Henrik Clemmensen og var med til at indfange danskere under opgøret 29. august 1943.
Hvorfor meldte han sig dog? I et glimrende forord af lederen af Frøslevlejren, Henrik Skov Kristensen, gives der forskellige bud på Helweg-Larsens beslutning. Han ville opleve noget spændende, for eventyrlysten lå ham i blodet. Han havde en krise i ægteskabet og ville væk, skriver både Skov Kristensen og Helweg-Larsen selv. Og endelig havde han netop fået en dom for ulovlig våbenbesiddelse og ville måske slippe for konsekvenserne ved en hurtig hvervning til Division Nordland. Men man må også tage med, at der i hans breve fra slutningen af 1930erne kan spores en stigende beundring, som han delte med store dele af andre europæiske befolkningsgrupper, for nazisternes effektivitet og ideologi.
Hans manuskript virker umiddelbart troværdigt, og dertil kommer, at det er skrevet med litterære virkemidler og derfor er spændende læsning.
Beskrivelsen af tiden som soldat på Østfronten optager en væsentlig del af beretningen. Han fremstiller det, som om de bestialske mord på fjenden blev forøvet af russerne, og at tyskerne kun defensivt svarede igen. Man får et godt indtryk af kampenes hårdhed og de ubærlige strabadser, da krigslykken vendte.
Efter hjemsendelsen og et ophold i Berlin blev han sendt til Danmark. I manuskriptet nedtoner han sin tilslutning til nazismen og dens ideologi, hvilket jo er ganske naturligt, idet han stod over for en retsag, der formentlig ville ende med hans dødsdom. På den anden side lægger han ikke skjul på sin meddelagtighed i mordet på redaktør Carl Clemmensen og andre landsforræderiske handlinger.
Efter opholdet i Danmark rejste Helweg-Larsen videre til tysk tjeneste på Vestfronten. Her melder sig problemer med beskrivelsens troværdighed. Kan vi overhovedet stole på den venlige tone, som han, efter egne oplysninger, brugte over for engelske fanger efter slaget ved Arnhem? Beskrivelsen lugter langt væk af løgn. Derfra gik turen tilbage til Tyskland, hvor han kæmpede mod de fremrykkende allierede tropper. Og så atter hjem til Danmark - stadig i tysk tjeneste. Derefter kom tilfangetagelsen, retsagen og henrettelsen.
I sit forord har Henrik Skov Kristensen interessante tilføjelser til manuskriptet. Han sandsynliggør her, at Helweg-Larsen fortier, at han sandsynligvis var hemmelig agent for den tyske sikkerhedstjeneste SD og sandsynligvis var tilknyttet den navnkundige Otto Skorzenys elitekommandosoldater. Og at han muligvis også samarbejdede med tyske efterretningspersoner i Danmark. I det hele taget efterlader Henrik Skov Kristensens forord et billede af Helweg-Larsen, som er mere dystert, end hvad Helweg-Larsens manuskript selv lægger op til. Og Henrik Skov Kristensen beskæftiger sig endda kun med danske forhold, så hvad Flemming Helweg-Larsen lavede uden for landets grænser, bl.a. på Østfronten, hvor partisaner og jøder summarisk blev henrettet, kan vi kun gisne om.
Hverken Søren Kam, der endnu lever i bedste velgående, C.F. Schalburg eller Flemming Helweg-Larsen var specielt perverterede eller ubegavede. Beskrivelserne viser os unge mænd, der kunne have handlet anderledes, og som også havde menneskelige kvaliteter. Står deres gerninger i et bedre lys af den grund? På ingen måde. Netop fordi de kunne have valgt anderledes, fremtræder deres handlinger så meget mere alvorlige. De havde nemlig et valg, ligesom de fleste tyske nazister, og Flemming Helweg-Larsens gerninger fremtræder efter læsningen af hans manuskript utilgivelige.
