Ethel Sretin blev født i 1880erne, og som mange andre østeuropæiske jøder rejste hun mod vest for at undgå undertrykkelse og fattigdom. De fleste havnede i New York, men Ethel og godt 3.000-4.000 andre fandt et fristed i København.
Hun og hendes mand blev aktive i det jødiske miljø i København, og i 1925 skrev hun sine erindringer på jødisk (jiddisch). Der findes utroligt få beretninger af indvandrerkvinder, så det er en sjældenhed, forlaget Vandkunsten nu udgiver, men dertil kommer, at det er lidt af en perle, for det viser en stærk kvinde, der havde evner til at fortælle, så man bliver revet med.
Ethel skriver om sin opvækst i den lille by i Rusland, og enhver, der holder af Isaac Bashevis Singers fortællinger om det jødiske liv i Østeuropa eller af Marc Chagalls billedunivers, vil kunne nikke genkendende til miljøet, som hun beskriver.
Pragtfulde fotografier
Bogen er forsynet med pragtfulde fotografier. Hun står rank på et foto fra 1895 som en næsten moderne kvinde frigjort fra tidens snærende religiøse og politiske bånd. Det var en opbrudstid, og mange unge jøder blev enten revolutionære socialister, zionister eller begge dele.
Hvis man husker skuespillet »Spillemand på en tagryg«, så er der mange personer og hændelser, som man kan nikke genkendende til i Ethels beskrivelse.
I 1900 blev hun gift med Georg Gelfer, og livet så temmelig optimistisk ud. De åbnede en lille hatteforretning, og ingen kunne jo ane de ulykker, som nationalister, nazister og kommunister ville bringe jøderne i. I 1905 kom en voldsom jødeforfølgelse (pogrom) i Rusland, som også ramte familien Gelfer. De besluttede derfor at rejse mod vest og tog afsked med familien.
Sammen med andre fattige emigranter gik turen over Finland og med båd til København, hvor de besluttede sig til at blive. Årsagen var næsten identisk med den, som man finder i teatermanden Samuel Besekows vidunderlige selvbiografier om samme miljø, nemlig en venlig politimand - for det havde jøderne aldrig oplevet i Rusland. Her fik de en lille lejlighed i Suhmsgade, og Georg lejede efter nogle år en kælderforretning i Pilestræde. Der kom fem børn til, og pengene var særdeles små, men livet var efter erindringerne at dømme en glæde. Ethel engagerede sig dels i hjælpearbejde for tilkomne russiske jøder dels i zionistisk arbejde.
Aktiv og karakterfast
Ethels erindringer giver ikke blot et billede af en aktiv og karakterfast kvinde, men er også et stykke samtidshistorie om tiden i Rusland og Danmark, om internationale tildragelser og om en indvandrerfamilies integration i det danske samfund. Det er en charmerende fortalt erindring, der med et væld af fotografier giver os et levende indtryk af immigrantmiljøet. Ethel skrev det meste af sine erindringer i 1920erne og døde selv i 1939, hvorved hun blev forskånet for endnu en flugt. Georg måtte imidlertid sammen med sine børn flygte til Sverige.
Forlaget Vandkunsten har atter en gang ydet en fornem indsats, og Ethels jødiske er smukt oversat af Moritz Schwarz.
