De andre er bange for ham. De jagter ham. Tror, han fører død og ulykke med sig. Det tror han også selv.
Han er hovedpersonen i bogen »Vor Tids Helt«, som lige er udkommet. Hovedpersonens navn er Jacob. Og forfatterens navn er Jacob.
Jacob Skyggebjerg, en 28-årig debutant, som har skrevet 250 mørke sider om et hvidt underklassemiljø i Jylland. Det miljø, som han selv kommer fra. Bogen er en roman, ikke en selvbiografi, men den er også virkelighed og fiktion viklet ind i hinanden.
»Jeg kunne ikke skrive om en eller anden sørøver-detektiv, som er ude med en veninde for at opklare mord. Det ville ikke have nogen værdi. Det meste af det er skrevet ud fra mine egne erfaringer, men der er jo også digtning i den.«
Jacob Skyggebjerg læner sig tilbage i stolen og placerer benene på bordet.
»Det er virkelighed og fiktion blandet sammen.«
Jacob Skyggebjerg voksede op mellem Horsens og Vejle, uden for byerne. Et sted, hvor det med hans egne ord var »en forbuden frugt at tænke selv«. I mange år følte han sig som en alien. »Som barn kunne jeg ikke finde nogen anden forklaring på min intelligens, end at jeg skulle stamme fra rummet,« som han skriver i »Vor Tids Helt«. Allerede som 8-årig begyndte han at skrive.
Han plejede at falde i søvn til lyden af, at hans mor skrev opgaver på sin røde, larmende skrivemaskine, som hun havde købt i forbindelse med en uddannelse. Siden fik hun et job i en børnehave, og Jacob Skyggebjerg overtog skrivemaskinen. Han brugte den til at skrive eventyr.
Men hans ambitioner og hans kreativitet blev modarbejdet, følte han. For dér, hvor han kommer fra, måtte man ikke tro, man var noget, i hvert fald ikke før man var blevet det. »Der var en ide om, at »der er nogen, som kan skrive, men det er ikke os.« For eksempel skrev jeg på et tidspunkt en stil, som var 12 sider lang, og måden, min lærer imødekom den her lyst til at skrive, var ved at skælde mig ud. Det ville han slet ikke finde sig i. Han blev aggressiv, og det var lige før, han slog mig,« siger han.
»I folkeskolen var det sådan, at jeg havde lavet alle opgaverne i opgavebøgerne i begyndelsen af skoleåret, og så ville jeg gerne lave mere, men det kunne jeg ikke få lov til. Jeg ville gerne ændre folkeskolen og tingene derhjemme. Der, hvor jeg kommer fra, er det sådan, at alt, hvad der er kreativt, skal man ikke lave, for hvis man gør det, så er det, fordi man vil være en stjerne med det.
De kaldte det ungpigedrømme,« siger han og lægger tryk på det sidste ord, som han udtaler på jysk. »Eller stjerneskuespiller, som om man ville være hollywoodstjerne. Det er, som om der er en insisteren på, at alle skal blive i det her område, og jeg tror, det hænger sammen med, at folk egentlig gerne vil bryde fri fra den ideologi eller religion, som det nærmest er. Som om folk bliver sure, hvis man rejser væk eller gør noget andet, fordi det er det, de selv har lyst til. De er haters,« siger han og tager en tår af sin kaffe.
»Jeg taler om en del af samfundet, hvor der ikke er nogen ambition. Den del af samfundet, som man normalt kalder underklassen.«
Han hiver en pakke cigaretter op ad lommen og rejser sig op for at gå hen og tænde en smøg. »Gør det noget?« spørger han.
Jacob Skyggebjergs barndomshjem var et nedlagt landbrug, for forældrene var hippier og havde en romantisk ide om, at det var hippie-agtigt at bo på en gård på landet. »Men det ufaglærte arbejde i industrien ødelagde den drøm,« siger han. Faderen arbejdede i 16 år på en plasticposefabrik, og når han kom hjem, havde han ikke overskud til andet end at drikke øl og læse Ekstra Bladet.
Moderen var anderledes til stede og kærlig, det meste af tiden. »Hun var ligesom den, jeg havde som min forælder, hun var den eneste, der var. Hun var definitionen på en kærlig mor. Men nogle gange, når det blev for meget for hende, så klikkede det også for hende.«
Hvordan det?
»For eksempel hvis jeg ikke gad sidde stille og spise, så blev jeg bundet fast til stolen. Eller jeg blev spærret inde i et lille rum, hvis jeg blev for hidsig. Jeg prøvede at komme ud af rummet og fri af stolen, jeg ville ud af de der reb. Så blev jeg ved med at prøve, til jeg var fuldstændig afkræftet. Jeg havde grædt og havde ikke mere energi, og så var der ikke mere at gøre.«
Da han blev ældre, forsøgte han at lave sig selv om, undertrykke kreativiteten og gøre, som de andre sagde. Han spildte flere år på at arbejde som opvasker og fabriksarbejder. Men en dag tog han LSD.
»Under indvirkning af LSD blev jeg i stand til at se tingene i et klart lys. Lige pludselig så jeg alle de andre, og så så jeg mig selv. Jeg var faldet ind i den der med, at det hele bare var meningsløst, fordi jeg havde fornægtet og glemt, hvem jeg var. Jeg skulle være det, jeg var, og ikke prøve at være en af dem.«
Han tog til Aarhus og kom ind på Journalisthøjskolen, men heller ikke her passede han ind. Først da han begyndte på Vestjyllands Højskole, ændrede tingene sig. »Underviserne holdt jo af at se, at eleverne kunne noget, både min teaterlærer og min skrivelærer og de andre elever var helt vilde med det, jeg lavede.« Siden flyttede Jacob Skyggebjerg, som også er rapper, til København, hvor han blev en del af et hiphopmiljø, og for nylig udkom så hans bog på Forlaget Gladiator, som er stiftet af en af hans undervisere på højskolen, Hans Otto Jørgensen.
Det blev til en vild og barsk bog med både grimme, savlende og usympatiske karakterer. Som stjæler fladskærme og knuser hjerter. Og på en måde slår ihjel.
Af anmeldere er den blevet kaldt en af årets bedste bøger. Men Jacob Skyggebjerg kan mærke, at hans opvækst og tanken om, at han ikke skal tro, han er noget, stadig sidder i ham.
»Når jeg går rundt her i København, og folk siger pæne ting, og jeg får gode anmeldelser, er det nærmest, som om jeg ikke kan tillade mig at være glad. Det kan jeg godt mærke. Den følelse slår til og fra. Men jeg tror, når jeg har udgivet tre af dem her,« siger han og løfter sin debutbog, der står på bordet foran ham, »så er den følelse helt væk.«
Og han er allerede godt i gang med at skrive. Både en samling prosatekster og en roman – efterfølgeren til »Vor tids helt«, som han har skrevet de første 90 sider af. Den kommer nok til at ende ulykkeligt. Ligesom »Vor Tids Helt«.
For Jacob Skyggebjerg tror ikke på lykkelige slutninger. Hverken i fiktionen eller i virkeligheden. I dag har han et godt forhold til sine forældre, synes han. Hans far bliver glad, når han kommer på besøg, og moderen var med til receptionen for hans nye bog. En bog, som han føler, er et bevis på, at han kan noget. At hans omgivelser tog fejl.
»Det er et bevis på, at man ikke behøver at indordne sig under de der ting,« siger han.
For med sin bog vil han provokere. Provokere det, han kalder »samfundets regler for, hvad der er rigtigt og forkert«. Ifølge Skyggebjerg er det de regler, der er skyld i, at hans storebror, som gerne ville have været dyrepasser, endte med at blive brolægger. Eller at mange af de børn, han husker som meget forskellige, i dag er meget ens. At mange af pigerne bare er blevet »koner«. At mange stifter familie eller tager en uddannelse – ikke af reel lyst, men fordi de føler, at de bør.
»Det er samfundets skyld. TV-2 har fuldstændig ødelagt muligheden for at sige det. Men det er samfundets skyld. Alle mennesker er bare i sådan et underligt fangenskab. Der er måske et par procent, som ikke er det.« Nu synes han, at han selv tilhører de to procent. Fordi han ikke gjorde, som han fik besked på dér, hvor han voksede op.
Men tilsyneladende er der heller ikke for Jacob Skyggebjerg en lykkelig slutning. For han er en del af et samfund, hvor der altid vil være normer og regler, som styrer folks adfærd.
»Jeg har den her foragt for samfundet, den maskine vi lever i, hvor vi bliver bildt ind, at danskerne er verdens lykkeligste folk, og at McDonald’s er Danmarks bedste arbejdsplads. Hvor folk ikke tror, de har nogen magt udover deres stemmesedler. Jeg er en del af det her samfund, og jeg forholder mig til det. Jeg ville jo gerne leve i et ursamfund eller indianersamfund. Men jeg kunne også godt tænke mig at komme til Påskeøen,« siger han.
»Sådan noget amerikansk Hollywood-pis bilder os jo ind, at der ikke er andet end lykkelige slutninger. Men der vil aldrig være en lykkelig slutning. Der findes ikke nogen lykkelig slutning.«
