»Alle store kunstnere er store bedragere.«
Sådan skriver Vladimir Nabokov i forordet til »Timer i litteratur«, som præsenterer fem forelæsninger, han holdt på Wesley College og Cornell University.
Det var i årene inden 1959, hvor han slog eftertrykkeligt igennem med »Lolita« og endelig kunne leve af sit forfatterskab.
Hans egen roman levede også op til ordene om, at store kunstnere er store bedragere. Hans skildring af en ældre mands besættelse af en ung pige virker i hvert fald provokerende autentisk den dag i dag.
I forordet til »Timer i litteratur« forstår man imidlertid, at det kun er den mindre gode læser, der læser en bog biografisk eller på anden måde forsøger at forbinde den med »de verdener, vi kender i forvejen«. Den gode læser betragter derimod det enkelte værk som en autonom enhed, et eget system, og de største forfatteres bøger er for Nabokov det »vidunderligste legetøj«, man kan finde.
I forelæsningerne »leger« han med Robert Louis Stevenson, Ivan Turgenjev, Gustave Flaubert, Franz Kafka og Anton Tjekhov, og særligt interessant er læsningen af Stevensons »Dr. Jekyll og Mr. Hyde« fra 1885, som de fleste vel kender som en historie om Det Gode mod Det Onde.
Men Nabokov skriver: »Vær venlig at se fuldstændig bort fra, glemme, fortrænge, afhuske og udviske en hvilken som helst forestilling, I må have haft om, at ’Dr. Jekyll og Mr. Hyde’ er en slags gyser, en detektivhistorie eller en film«. Og så demonstrerer han ellers, hvordan fortællingen netop ikke handler om modsætningen mellem godt og ondt, men om hvordan det onde bor i det gode. Altså et langt mere nuanceret portræt af den menneskelige psyke end det, der fremlægges i de sensationssultne eller Disneyficerede udlægninger af historien, som populærkulturen er fuld af.
Hvor Nabokov er fuld af lovord om Stevenson, er han bidsk i omgangen med Turgenjevs »Fædre og Sønner« fra 1867. For vel beundrer han indimellem hans »velsmurte, perfekt modulerede prosa«, men alt for ofte står de perfekte sætninger mellem andre, der ikke er arbejdet tilstrækkelig med. Og så er Turgenjev heller ikke nogen særlig god historiefortæller. I sandhed krasse ord om en af russisk litteraturs store navne.
Hvor man effektivt kureres for lysten til at læse Turgenjev, får man lyst til at læse eller genlæse de andre, Nabokov skriver om.
Og netop skriften og engagementet er hans force. Sproget er smidigt, præcist og smittende, og Kafkas »Forvandlingen« og Flauberts »Madame Bovary« skal således støves af hjemme på hylden efter læsning i »Timer i litteratur«, der dog ikke er en bog uden problemer. At Nabokov så omhyggeligt beskriver forfatternes levnedsforløb virker eksempelvis selvmodsigende, når han samtidig insisterer på værkets autonomi, og sine steder refererer han for meget i stedet for at analysere og perspektivere. Men den »magi«, Nabokov finder i de store bøger, ja, den skinner alligevel igennem i hans ord, og man får lyst til at læse alle forfatterne. Alle de »store bedragere«.
