Det siges gerne, at et billede siger mere end tusinde ord. Det er et gammelt ordsprog, så det skal jo nok passe. Indimellem. Undertiden siger billeder så meget, at de ingenting fortæller.
Men en del af billederne i »Abandoned«, en ny bog med fotografier af forladte steder, lever i hvert fald op til den folkelige visdom. Billederne er taget af Jan Elhøj og Morten Kirckhoff, som har opsøgt bygninger og områder, der er blevet opgivet og efterladt, som ikke længere fungerer men blot ligger og forfalder.
Projektet kan siges at indskrive sig i en trend, der hedder urban exploration (forkortet ubex eller u.e.), som går ud på at gå på opdagelse i forladte bygninger på samme måde, som man ville udforske skibsvrag. Der er ligefrem lavet en film for et par år siden om denne subkultur, der adskiller sig fra graffiti og almindelig vandalisme for slet ikke at tale om husbesættelser ved, at man ikke efterlader sig spor og ikke tager andet end fotografier.
Der er altså en etik indbygget i denne form for samtidsarkæologi. De opdagelsesrejsende ser stederne som indeholdende noget værdifuldt, for eksempel industribygninger som arkitektoniske mindesmærker om fortiden, og som noget, der tilhører alle og i hvert fald ikke indtrængeren, men selvfølgelig til syvende og sidst den, der ejer grunden. Vi har altså med midlertidige steder at gøre; tidslommer, som en dag forsvinder. At udforske stederne kan i øvrigt være forbundet med fare. Nedstyrtning. Asbest, kemikalier, radioaktivitet. Kriminelle, vagter og deres hunde.
Den snigende melankoli
Projektet, der et sted også er i familie med Tina Enghoffs gribende billeder af dødsboer efter mennesker uden pårørende og Kurt Rodahl Hoppes velkomponerede fotografier af glemte rum, er imidlertid mere eksistentielt funderet end blot en tendens i tiden.
De fleste af os har fra barndommens strejfture en erindring om fascinationen af at befinde sig på forbudte steder – eksempelvis fraflyttede og tilgroede villahaver eller ubebyggede grunde, nedlagte fabrikker, den øde del af havnen eller området mellem byen og landet; det man kalder terrain vague, hvor byens systemer holder op, og selvgroede strukturer opstår; landskabet formet af dem, der færdes i det.
Det er det ukendte, det forladte, det potentielt farlige og et sted, hvor man er helt alene. Måske. Steder som disse kan have en karakter af forladthed i slægt med stemninger i noveller og digte fra Edgar Allan Poe til Rainer Maria Rilke. Melankolien sniger sig ind, hvad enten det er Huset Usher som hos Poe, eller den forladte kirkegård som hos Rilke.
Samme melankoli kan man møde i de bedste af Jan Elhøjs og Morten Kirckhoffs billeder. Her er huse forladt, som var beboerne blot rejst væk et stykke tid, men så aldrig kommet tilbage. Måske har omstrejfende katte fundet et refugium, måske stammer lugten bare fra mug og råd. Man kan se tingene stå der, som var huset ikke helt opgivet, livet ikke forladt. Og her er det så det med billedet, der kan sige mere end de tusinde ord. Det bliver ens egne tusinde-og-en-nats-fortællinger. Som i billedkunst kan stederne, deres mening og deres ånd, give afsæt for historier, man selv fortsætter i sit sind, noveller man skriver færdige med sin egen fantasi.
Fotografierne i bogen er sådanne noveller. Det er begyndelser til historier om liv, der har været. Nu står rammerne forladte tilbage. En dag er de væk. Billedet kun gemt hos den, der nåede at se stedet. Eller blot billederne fra det.
