Ford og Bascombe slår til igen

Orkanødelæggelser, aldring, race, køn, økonomisk krise. Richard Ford lader igen Frank Bascombe være den prisme, der kaster lys over samtidens og menneskets udfordringer.

Richard Ford er aktuel med novellesamlingen »Kald mig Frank«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Charly Triballeau/AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Richard Fords »Som landet ligger« udkom på dansk i 2007, var jeg i min anmeldelse heraf af den faste overbevisning, at han hermed havde afsluttet sin fortælling om den tidligere sportsjournalist og senere ejendomsmægler Frank Bascombe.

Han fik sit store gennembrud med den første bog om Bascombe, »Sportsjournalisten« (1986) og fulgte den op med Pullitzer-vinderen »Uafhængighedsdag« i 1995. I 2006 lagde han endnu en mursten til med »Som landet ligger«, og for undertegnede virkede det som en perfekt og komplet trilogi om middelklasselivet i USA op gennem anden halvdel af det 20. århundrede.

Men det skulle ikke ende hér, heldigvis. Nu har Richard Ford nemlig givet os endnu en bog om og fortalt af Frank, »Kald mig Frank«. Hvor forgængerne var store romaner, benytter forfatteren sig denne gang af den novellegenre, han tidligere har vist sig som en mester indenfor.

I fire forbundne historier, hvis handling udspiller sig omkring jul 2012, efter orkanen Sandy har hærget, møder vi den nu pensionerede Frank og lytter til hans halvmisantropiske refleksioner over tidens dårskab og udfordringer – og om hans erfaringer med at ældes.

Som en gammel ven

I den første fortælling er Frank på visit i det kystområde, hvor han tidligere havde et hus. Sandy har slået områdets imposante feriehuse til pindebrænde, og ejeren af det, der engang var Franks hus, vil gerne have Frank til at besigtige skaden. Det åbner for ture ned ad mindernes snørklede stier for Frank, og for tanker om aldring og forfald, ansvar og flugt.

I den følgende novelle (bogens bedste) henvender en ældre sort kvinde sig til Frank for at få lov at se det hus, han og hustruen Sally nu bor i. Kvinden har boet der som barn, og under besøget indvier hun Frank i de tragiske begivenheder, der gjorde , at hun skulle flytte. Her er det temaer som køn, race, middelklassedrømme og skæbne, der er i fokus.

Franks ekskone, Ann, skal besøges i den tredje novelle, hun er på plejehjem med Parkinsons, og i den fjerde besøger Frank modvilligt en gammel bekendt, der ligger for døden. Her er det både den kløft, tiden kan skabe mellem venner, og de skjulte forbindelser, der pludselig kan komme til syne, der tematiseres.

Det er, som man nok fornemmer, ikke den ydre handling, der gør Fords historier læsværdige. Der sker jo forsvindende lidt. Det er derimod hans blik for de sociale, kulturelle og eksistentielle udfordringer, der møder mennesket undervejs i livet. Frank Bascombe er som en gammel ven, man både holder af og irriteres over. Han er vittig, nær det sarkastiske, og intelligent. Irriterende ærlig og skarp, men også med en udbredt bekymring for, hvordan den verden, han er del af, udvikler sig.

Titel: Kald mig Frank. Forfatter: Richard Ford. Oversætter: Claus Bech. Sider: 274. Pris: 299. Forlag: Tiderne Skifter.