Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
For den udvoksede læser er det en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med Morten Sabroes roman om en hormonforstyrret teenagers amokløb mod kærlighedens tinder. På sikker afstand kan man nyde gensynet med den frygtindgydende overgang fra barn til voksen.
En følelsesplaget femtenårig er ikke sådan at spøge med, men det er alligevel det, Sabroe gør i »Evig troskab«, hvor drengen Christoffer må forsøge at finde sine ben i en verden bestående af dagdrømme og bratte opvågninger. Den sexhungrende dreng ser sig forvirret omkring mellem tre forskellige piger, mens et sviende fodboldnederlag, angsten for en lokal bande og en omstrejfende fremmed er ved at tage pippet fra ham.
Som satiriker har Sabroe før vist, at der er alvor bag morskaben - også denne gang hvor pubertære problemer udspiller sig i et samfund, som afslører store sociale uligheder.
Handlingen finder sted i 1956 i et af Nordsjællands dyreste kvarterer. Christoffer er vokset op i et af palæerne, men lige på den anden side af kystbanen ligger »Bunkeren«, en nedslidt, trøstesløs boligkarré. En bro hen over jernbanen forbinder de to verdner, men en tur over på den anden side er som en rejse fra dagen ind i natten. »Cripple Creek« eller »Krøblingestræde« kaldes vejen ned mod »Bunkeren«, hvor en nådesløs bande huserer. Dér koster et møde med læderjakkerne let en knækket tand og et par afskårne ører - man skal åbenbart længere tilbage for at finde »de gode gamle dage«. Det er ikke nogen spøg at være teenager i 50'ernes voksende ungdomskultur, selv om tidens pop-ikoner tænder op under de i forvejen glødende hjerter. Forstyrret af våde drømme om husets stuepige Kirsten må Christoffer vælge mellem den mørke, farlige Camilla og den lyse, godhjertede Jessica - som en anden Herkules skal han vælge mellem lysten og dyden, hvilket er sin sag, når sex og kærlighed blandes med usammenhængende fantasier.
Morten Sabroe har fortalt, at han benytter Klaus Rifbjergs metode, når han skriver romaner: Han starter øverst i venstre hjørne uden idé om, hvor det fører hen. Det fører ofte de mest utrolige steder hen, hvilket både er en styrke og en svaghed. Det er en styrke, fordi anslaget emmer af uanede muligheder; man har lyst til at følge Sabroes kraftfulde, ekspressionistiske prosa, hvorhen det skal være. Det er en svaghed, fordi det simpelthen ikke er den samme bog fra start til slut, den ændrer karakter undervejs.
Komikken aftager, som dramaet spidser til i handlingsmættede forviklinger. Det plot, tilfældet skabte, har svært ved at fuldbyrde sig selv, og forklaringerne står i kø til sidst, hvor både et broderopgør og en rystende familiehemmelighed skal afrundes. Der er ganske enkelt for lidt plads til Sabroes mange gode ideer. Men det gør ikke så meget, fordi hans legende sprog i bund og grund er så medrivende, selv de ældste klicheer springer veloplagte frem som nye, når den alvorsfulde humorist prikker til dem med sin drillende pen.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
