Beduinpigen Salma vogter sine geder. En heftig forelskelse resulterer i graviditet, men elskeren bliver rasende, da han opdager det. Han siger, at det var hende, der lokkede, og fralægger sig ethvert ansvar. Værre end den afvisning er familiens vrede over, at Salma har krænket stammens ære. De vil slå hende ihjel, og Salma må flygte. Hun føder sin datter i et fængsel, barnet bliver taget fra hende, og alting brister.
Det lykkes hende at komme til England, men hendes sjæl bliver hos det mistede barn og hjemland. Hun lærer engelsk, hun forsøger at afkode sociale normer og omgangsformer, hun får fast arbejde og forsøger sig med både Shakespeare og Woolf. Hendes bestræbelser gør hende til et mønstereksempel på vellykket integration, og da hun tilmed gifter sig med en engelsk mand, burde lykken være beseglet. Alligevel bliver den indre splittelse så smertefuld, at hun må træffe en radikal beslutning.
I ukronologiske afsnit fortæller Salma sin historie, i vekslen mellem fortid og nutid. Egentlig vil man gerne lære hende at kende, hendes skæbne er dramatisk og tankevækkende, hendes personlighed kompleks og let at holde af. Alligevel lægger forfatteren forhindringer ud, der ikke bare hæmmer læsningen, men også truer med at lade det hele gå op i klicheer og stereotyper.
På samme måde bliver England også reduceret til postkoloniale forviklinger, fish & chips og Gwen med de tykke ben. Klicheerne kvæler de ansatser til interessante portrætter, der lurer i teksten. Forfatterens berettigede harme over forældede æresbegreber og kvindemishandling skinner tydeligt og sympatisk igennem. Hvor ville det have været skønt, hvis hun havde skrevet det ind under huden på sin læser.
