For meget socialrealisme, for lidt spænding

Leif Davidsens nye novellesamling, der udkommer i dag, er mere socialrealisme end dramatisk krimilæsning.

Leif Davidsen: »Utahs Bjerge og andre historier« Fold sammen
Læs mere

At »bolle« fylder en del i Leif Davidsens nye novellesamling. Det er så også mænd, der fortæller i de 12 små noveller i »Utahs Bjerge og andre historier«. Så langt, så formentligt helt realistisk, det er mere ordvalget: »Bolle«. Man »bollede« i 1970erne, jeg vidste ikke, at man stadig gør det. Men de »boller« i Leif Davidsens noveller, der i såvel sprogtone som tematik placerer sig tungt i den socialrealistiske genre, der hørte de indignerede 1970ere til.

Her er flere små skæbner fra samfundets bund, der får mund, tanke og mæle. Undertiden er det i stedet en spindoktor eller direktør, der fører ordet, men det gør ingen forskel. Det er sørgelige skæbner uanset social position, desillusionerede og forstemmende. Hverdags-Danmark gråt-i-gråt, hvor det vel ikke ligefrem er samfundets skyld, men det er heller ikke rigtig hovedpersonens egen. Her er den jaloux ægtemand, der hævner sig, da konen »boller« udenom med sin succesfulde chef; her er den kriminelle, der kun har et sommerhus i udkants-Danmark at vende hjem til; og her er Afghanistan-veteranen, der smider sin kæreste ud over altanen, da hun har fundet en anden.

Den ulykkelige slutning

Det ender dårligt hver eneste gang, for moralen er lige så indlysende, som den er rigtig: Forbrydelse betaler sig ikke, det koster altid sjæleligt. En udmærket pointe, der dog ikke kan holde til at blive gentaget elleve gange. Der er nemlig kun én – men heldigvis en – undtagelse: Novellen »Utahs Bjerge«.

En lille gedigen spændingsnovelle, som via skræk, vold og sex (man har ikke tid til at bolle) sætter en hastig dagsorden med små nøjagtige persontegninger, der er Davidsens store force.

Mærkeligt, at en forfatter kan skrive så forskelligt. Hvor Leif Davidsens seneste roman »Min Broders Vogter« fordomsfrit med livsenergi fortæller derudaf ligeglad med, hvad læseren måtte konkludere, lukker novellerne sig om sig selv og maser en fælles morale på plads.

Ærgerligt, for novellesamlinger kan som kapitler i en bog åbne flere perspektiver, som en hel roman ikke formår. Stritte i flere retninger og alligevel være et samlet hele. Her sidder man desværre tilbage med en håndfuld skæbner, der ligger som ensartede perler på en snor. Karakterer, der har dette ene til fælles: Det endte ikke godt. I det socialrealistiske vil man påstå, at det er sandheden om dette forbandede liv. Vi er nu nogle, der til enhver tid vil påstå noget andet.