Der findes en stribe små, kvalitetsbevidste forlag, som udgiver bøger af ren kærlighed til litteraturen. Gustne økonomiske overlæg kan der i hvert fald ikke være tale om, når oplagene sjældent er på mere end 1000, og indholdet aldrig rimer på krimi eller sex.

Et af de forlag er Etcetera, der udgiver skønlitteratur oversat fra fransk. Det har blandt andet givet danske læsere Sylvie Bocquis fortrinlige kortroman »En sæson«, hvor en kvindes ensomhed og anonymitet bliver løftet til en nær-poetisk oplevelse af et tæt, fint registrerende sprog.

I »Uendelig muslinger« – ja, sådan hedder Bocquis anden bog på dansk, det er et barns sproglige leg – er mange af de samme træk at finde. Men det er suget og den litterære brillans desværre sjældent. Det er der så også en god grund til, viser det sig, for bogen blev oprindeligt udgivet på et lille parisisk forlag, 10 år før »En sæson« udkom.

Glimt fra en piges barndom

Den positive udlægning af dét er, at Bocqui i tiden mellem de to udgivelser har fundet sin form. Den negative, at den lille bog burde være forblevet et manus i skrivebordsskuffen eller på det parisiske forlags magasin.

Nogen regulær handling er der ikke i »Uendelig muslinger«. Der er snarere tale om glimt fra en piges barndom, hvor ensomheden er eneste tro følgesvend, og selv forældrene er sært distante. Eller ligefrem afstumpede: »Den lille elsker sin mor uhæmmet, ligesom hunde elsker mennesker, der afviser dem.«

Som kompensation opbygger pigen en fantasiverden, hvor selv himmelhvælvet bliver en betroet. »Hun taler med stjernerne, giver dem stjernenavne«, lyder det et sted og kort efter falder bogens bedste sætning: »Verdensrummet er en tyk gelé, en koboltblå tæthed, en pattedyragtig dovenhed.«

Fungerer ikke i helheden

Pigen beskrives skiftevis i denne reflekterende stil og i en mere troskyldig tone, som svarer bedre til hendes alder, og undervejs i læsningen synes afsnittene i stadigt højere grad at ligne en fortælling om en forfatters tilblivelse. Som her: »Hun er lille, men hun opmagasinerer, ligesom bedste i købmandsforretningen, hun opmagasinerer, indtryk, indre billeder, og en dag bliver hun stor, og god til at skrive stil.«

Pigen er også, som en digter, optaget af sprogets enkeltdele: »Hun tænker, at »vat« egentlig er det letteste af alle ord.«

Det er jo alt sammen fint nok, og jeg ville ønske, jeg kunne skrive, at »Uendelig muslinger« er en strålende bog. Det synes jeg bare ikke. Den er, midt i al sin undseelighed, underligt oppustet.

»Ingen hører fluernes skrig, der er ligesom jordens«, står der eksempelvis, og dertil kommer en stædig og studentikos brug af regibemærkninger. Eller det ligner det i hvert fald, når der efter hver beskrevet scene kan stå »(børnehaveklassen)« eller mere abstrakte sager som »(begærets sted«)«.

Det er naturligvis et greb og en effekt, men det fungerer ikke i helheden. Præcis som bogen ikke løfter sig, trods flere flyvende afsnit. Men der er altså gode grunde til at se frem til en ny bog fra Bocqui. En rigtig ny bog. Ikke en gammel ny som denne.

Titel: Uendelig muslinger. Forfatter: Sylvie Bocqui. Oversætter: Hans Peter Lund. Sider: 95. Pris: 200 kr. Forlag: Etcetera.