For Churchill-aficionados: Portræt af krigeren som ungt menneske

Winstons Churchills egne forrygende ungdomserindringer – fulde af skrøner, anekdoter, sjov og drama – fortæller os, hvem det var, der i 1940 trådte til for at vinde Anden Verdenskrig.

Winston Churchill: »Mine unge år«
Læs mere
Fold sammen

For mange er Churchill stadig en lidt trind, pensionsmoden herre med håndbundet butterfly og knappet vest, der i 1940 træder til og tager kampen op mod Hitler og et til tænderne rustet Nazityskland. Og så redder han ikke bare Storbritannien, men hele Vesteuropa fra diktatur og vold. Hvor kom han fra? Hvem var han? Hvad havde formet ham?

Det er præcis denne nødvendige historie, han selv fortæller i erindringsbogen, »My Early Life«, der udkom første gang i 1930. På dansk kom den til at hedde »De unge Aar«, og i en ny udgave af Arne Stevns’ gamle oversættelse hedder den, som en slags kompromis, »Mine unge år«.

Uanset titel har vi her historien om Churchill, opvokset i det britiske aristokrati, formet af et brutalt engelsk kostskolesystem, uddannet i militæret og politiker fra han var midt i 20erne.

Forældrene så knap nok til hans side, så opmærksomhed søgte og fik han udenfor hjemmet. Som taler og som skribent oparbejdede han et talent for at underholde, og det gør han så i disse sine egne forrygende beretninger fra bl.a. fem krige – fulde af skrøner, anekdoter, sjov og drama. I dag læser vi dem med den pirrende viden, at hans livs kamp, den mod Nazityskland, stadig venter forude.

Bogen skrev han i slutningen af 1920erne, da han selv var midt i 50erne, og den udkom i 1930. Den blev hurtigt hans mest populære, og den er den af hans mere end 40 bøger, der bedst tåler at blive genlæst. Ellers skrev han overvejende til sin samtid og dens kontekst, hvilket betyder, at hovedparten af hans øvrige bøger kan være svært tilgængelige. Men i »Mine unge år« samler han op på sit liv og sine eventyr i en underholdende og underfundig stil.

Slaget ved Omdurman

I bogens 15. kapitel fortæller Churchill blandt andet om sin deltagelse som kavalerist i det vældige slag ved Omdurman i Sudan i 1898. En mægtig muslimsk oprørshær truede med at smide det britiske imperium ud af Østafrika, men det kunne ikke tolereres.

På den ene side stod derfor tidligt om morgenen 2. september 1898 briterne med 8.000 mand samt 17.000 sudanesere og egyptere, og over for dem stod en mere end dobbelt så stor styrke på cirka 50.000 muslimske krigere.

Briterne var rolige og selvsikre, deres våben var bedre og kunne skyde længere. Det var knap nok lyst, og unge Winston, der var 24 år, var som de øvrige kavalerister i løstsiddende kakiuniform og hvid tropehjelm.

De blev som udgangspunkt placeret på en bakkekam på flanken, hvorfra de kunne overskue begge hære. Den britisk/egyptiske hær stod opmarcheret med ryggen mod Nilens vestbred, og ude på floden lå en række kanonbåde parat til at give ildstøtte.

Churchills egen fortælling er dokumentarisme med håndholdt kamera:

»Bag os står Solen op i sin guddommelige strålepragt, men vi beundrer noget helt andet. Det er lyst nok til, at man kan bruge kikkert. Foran os står en mægtig hær i slagorden, otte-ti kilometer lang. Den fylder horisonten. Hvor er det skønt at være til i sådan en stund. Vi sidder atter op ...«

Og lidt senere: »Jeg befandt mig på den hårde, knitrende ørken med hesten i trav. Jeg fik det indtryk, at de nu spredte krigere løb i alle retninger. Lige foran mig kastede en mand sig på jorden. Som kavaleriofficer havde jeg fået indprentet, at når først kavaleriet brød ind i en fodfolksstyrke, så var sejren hjemme. Min første tanke var derfor, at manden måtte være bange. Men i samme nu så jeg glimtet af hans krumsabel, da han svingede den tilbage for at hugge haserne over på min hest. Jeg havde plads nok til at dreje ponyen uden for hans rækkevidde, og idet jeg lænede mig til venstre, sendte jeg to pistolskud i ham på tre meters afstand.

Da jeg rettede mig i sadlen, så jeg foran mig en anden kriger med hævet sværd. Jeg rev pistolen mod ham og skød. Vi var så tæt på hinanden, at pistolløbet bogstavelig talt nåede ham. Mand og sværd forsvandt under og bag mig. Til venstre, ti meter fra mig, red en arabisk kriger i en farverig kappe og stålhjelm med halsen beskyttet af brynjeringe. Jeg skød på ham. Han drejede til side. Jeg fik hesten ned i skridtgang og så mig atter om.

På en måde er et kavaleriangreb et sandt billede af livet. Så længe man intet fejler, sidder fast i sadlen, har styr på sin hest og er vel bevæbnet, vil selv talrige fjender vige og gøre plads. Men så snart man taber en stigbøjle, får en tøjle hugget over, mister sine våben, bliver såret eller hvis hesten bliver såret, vil fjenderne styrte sig over én fra alle sider.

Sådan gik det adskillige af mine kammerater i delingen til venstre for mig. Mængden af fjender standsede dem, de blev stukket og hugget med spyd og sværd, eller de blev slæbt efter deres frådende, gale fjenders heste og revet i stykker. Jeg fattede det ikke rigtigt, mens det stod på. Jeg troede, vi beherskede situationen, at vi havde travlt med at ride fjenderne ned, splitte og dræbe dem.

Jeg holdt hesten an. Der var en flok krigere 40-50 meter til venstre for mig. De samlede sig for at beskytte hinanden. De syntes vilde af kampens ophidselse, de dansede og rystede deres lange spyd. Hele scenen var et forvirret flimmer. (...) Hvor var min deling? Hvor var eskadronens øvrige delinger? Inden for 100 meter kunne jeg ikke se en eneste officer eller menig. Jeg følte mig så ubegribelig ene og lagde mig forover i sadlen og drev hesten frem i galop. 200-300 meter derfra fandt jeg min deling, der allerede havde drejet omkring og delvis var kommet i orden.

(...) Pludselig sprang en kriger op midt blandt mine folk. Hvordan han kom der, aner jeg ikke. Alle de menige stak efter ham med deres lanser, men han sprang frem og tilbage imellem dem og lavede i nogle øjeblikke en frygtelig forvirring. Efter at have fået flere dybe sår vaklede han frem mod mig med hævet spyd. Jeg skød ham på mindre end en meters afstand. Han faldt om på sandet og blev liggende død.

Hvor let at dræbe et andet menneske! Men det spekulerede jeg ikke på dengang. Jeg satte et nyt magasin i pistolen. Ti skarpe skud.«

Ude i kulden

Beretningerne fortæller en hel del om den mand, der siden, som 65-årig, satte sig i premierministerstolen for at vinde Anden Verdenskrig. Han kender allerede krigen.

Da Churchill var færdig med erindringerne om sit livs første halvdel, var han politisk ude i kulden, og han tvivlede selv på mulighederne for et comeback. Årene efter brugte han på at skrive artikler, klummer og bøger. Ofte var det det samme, for artikler og klummer blev samlet til bøger.

Skriveriet var hans hovedindtægtskilde. Blandt andet gik han i gang med biografien om sin forfader, John Churchill, der var den første hertug af Marlborough, og som general under Den Spanske Arvefølgekrig vandt et afgørende slag over franskmændene ved Blenheim i Tyskland i 1704.

I forbindelse med arbejdet med bogen var Churchill i 1932 i München for at researche. Her blev han opmærksom på, at Tysklands nye politiske superstar, Adolf Hitler, også opholdt sig i byen.

Churchill var nysgerrig og skrev til Hitlers kontor og foreslog, at de to mænd mødtes. Hitler var endnu ikke rigskansler, endsige Führer, men han afslog at spilde tid på Churchill. Hitler mente, at Churchill var en alt for ubetydelig britisk politiker.

Tættere kom de aldrig på at mødes. Selv om de naturligvis kom til at høre meget, meget mere til hinanden.

Mens Churchill brugte tiden på at skrive og uddybe sit forhold til champagne, whisky og cognac, blev han i 1934 opmærksom på, hvad Hitler var i færd med, og han begyndte at advare og forsøgte at råbe sin egen regering og verden op. Desværre længe forgæves. Først, da det var for sent, og alt andet var prøvet, var det ham, der blev halet ind for at redde Storbritannien og demokratierne i Europa.

Hvorfor skal vi stadig beskæftige os med denne Churchill, blev jeg spurgt tidligere på året, da der var historiske dage i Øksnehallen.

Svaret er naturligvis, at uanset hvordan vi end vender og drejer det, så sejrede det gode over det onde – friheden over nazismen – først og fremmest på grund af Churchills ukuelighed og enestående bedrift. Han samlede Storbritannien til fornyet kamp, og han samlede den alliance, der kunne slå Hitler og hans krigsmaskine. Derfor.

Titel: »Mine unge år«.

Forfatter: Winston Churchill.

Oversætter: Arne Stevns.

Sider: 391.

Pris: 250 kr.

Forlag: Lindhardt og Ringhof