Opfølgeren »Brudstykke« skuffer imidlertid, dels ved at være så sprængt, at det er svært at holde tråden som læser, dels ved sine ret anstrengende udifferentierede samtaler mellem »jeg«, »mig«, »selv«, »en anden«, samt indslag af »søsters skrift«, der formeligt lyder som de evnesvage i kælderen i Triers Riget.
Det handler om meningsløs død (søsters ved leukæmi), om ikke at kunne slippe, men leve med urner i stor stil (ingen steder er sikre og blivende), om identitet og myte. Stoffet er brændende, men forvaltningen af det halter. Det er sikkert af gode grunde holdt ud i teoriens strakte arm, men det er en frustrerende læseroplevelse, fordi man i små afsnit gribes, men så igen efterlades med en følelse af uvedkommenhed.