Folkekær og forelsket

Der er forelskede digte og sprog- og selvransagelser i Benny Andersens nye digtsamling. Men man savner lidt digteren som »sproglømmel«.

Bogcover. Fold sammen
Læs mere

Benny Andersen er Benny Andersen. Et nationalt klenodie, hvis underfundige omgang med det danske sprog sammen med fodboldlandskampe og juleaftener hører til blandt de ting, der kan samle størstedelen af befolkningen.

Det er den folkekære Benny Andersen, der er trækplastret i bogen med den afslappede titel »Nu og da«, og i flere af de i alt 17 digte leverer han også den forventede vare, de sprogkonsekvente eftersyn, de øjenåbnende paradokser og de forelskede tekster med merlivsværdi og sproglige nyskabelser som for eksempel »kærlighedskapitalister«.

Den lille bogs indledende kærlighedsdigte er overstrømmende og deler ud af betagelsens overskud med gloser som »hjertesol« og forundrede spørgsmål som »Hvordan i alverden kan jeg dog have/så stor svaghed for min elskede/når hun gi’r mig så megen styrke?«.

Mere tempererede er en håndfuld sprogransagelser af klassisk benny andersensk tilsnit, hvor digteren går til ordene med den særlige blanding af logik og forundring, der både baner vej for »Nye svar på klassiske spørgsmål« og et par kønne historier om køn.

Til tider glider sprogransagelserne også over i selvransagelser af den mere selvironiske art, »Benny Selvglad« er en helt karakteristisk overskrift, og dertil kommer paradoksale titler som »Håbefuld klagesang« og »Den troende tvivler«. Ikke mindst det sidste digt viser sprogjongløren i fin form: »Jeg er kommet i tvivl om min tro/Jeg tror i hvert fald jeg er i tvivl/men kan man tro og tvivle samtidig/det tvivler jeg da på/sådan set da/men på den anden side/tror jeg nok der er noget om det «

Med en vis tilfredshed refererer Benny Andersen et sted karakteristikken »en sproglømmel«, men lige netop lømlen eller digteren med den samtidskritiske snert kan man som læser godt savne lidt i »Nu og da«. Det er den forelskede Benny Andersen og Benny Andersen i feltet mellem finurligheden og sprogvitsen, vi møder i den nye bog, og det kan være oplivende nok. Men de 23 tekstsider med de 17 digte og et par korte, ikke opsigtsvækkende prosatekster, er næsten for lidt af Benny Andersen. Vi vil have mere.