»Folk der bor uden for København er lidt mærkelige«

Kristina Nya Glaffey sætter sprog på den kreative klasse med lesbisk fortegn. Det er skævt og suverænt.

Foto: Sofie Amalie Klougart
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når sproget lever, er der liv i litteraturen. I Kristina Nya Glaffeys nye roman, »Mor og Busser«, lever det i særligt grad godt, sproget. Forstået på den måde, at de 122 sider om titlens mor og titlens Busser – moderens lesbiske veninde og samleverske – og om den næsten helt almindelige familie, de har skabt, er fortalt med en stemme, der er så vidunderligt sin egen. Ung og gammel. Viis og uvidende. Naiv og klog. Sprogligt i tvivl og samtidig velskrivende som bare pokker.

I »Mor og Busser«, som forfatteren selv kalder en romantisk komedie, handler det om livet i storbynutiden i det, man kalder den kreative klasse, og set med barneøjne, og det er så det, der er bogens smukt gennemførte greb: At det hele er sanset og beskrevet så tilsyneladende uskyldigt. Som her:

»Da mor gik på Teaterskolen for at blive skuespiller, skulle hun og de andre i hendes klasse tit forestille sig, at de var noget tang på havets bund, når de dansede i timerne. Så skulle de stå og svaje med armene oppe over hovedet og ikke tænke på noget imens, højst på vandets brusen eller en fisk, der måske svømmede forbi. Mor siger, at Busser var besvimet, hvis hun havde set det ...«

Eller som i disse linjer, hvor gamle socialistiske sværmerier lige får en sød én over nallerne:

»For mange år siden var Busser med i en forening, der hed Rød Ungdom, hvor dem, der var med, syntes, at de rige var dumme, og at det var synd for de fattige. Derfor holdt de nogle lange møder om, hvad de skulle gøre ved det, og bagefter drak de sodavand og spiste chips og legede sandhed eller konsekvens.«

Busser fylder godt i beretningen om mor og Busser og co. Busser står for en moderne splittelse, mellem blåt og rødt, frisindet og bornert. Moderens udgangspunkt er et andet. Kristina Nya Glaffeys fortæller fortæller det sådan her:

»Da mor var barn, drømte hun om at vokse op i et hjem med en PH-Lampe, siger hun, og da Busser var barn, drømte hun om at vokse op i et uden, og på den måde, siger Busser, passer hende og mor perfekt sammen.«

Busser siger mange ting. Hun siger, at »folk der bor uden for København er lidt mærkelige, fordi de næsten aldrig går på biblioteket eller på museum og kun lægger fliser i deres indkørsel og slår deres græsplæne.« Hun siger, at hvis gamle mennesker, der »lugter sådan lidt underligt krydret« vil kramme en, så skal man bare sige, at man lige har været syg og ikke vil smitte dem, Hun siger, at »hun tror, hun skal bruge denne her sommer på at vænne sig til tanken om, at hun overhovedet er en, der har en altankasse.«

Er »Mor og Busser« en satire over moderne progressiv borgerlighed, og det er den, så er den også en satire, der synes skrevet med ægte kærlighed til personerne i al deres uperfekthed og historisk betingede ambivalens. Ordene suppleres af smukt grumsede, stedvis grusomme sort-hvide illustrationer, som Pernille Kløvedal Helweg indleder hvert kapitel med. Det er suverænt skævt. Og meget, meget morsomt.

Titel: Mor og Busser Forfatter: Kristina Nya Glaffey Med illustrationer af: Pernille Kløvedal Helweg Sider: 122 Pris: 199 kr. Forlag: Gladiator