Som forfatter til en selvbiografi må man være indstillet på at give mere end fligen af sin sjæl. Det er Klaus Riskær Petersen ikke i sin første bog om det første år i Søndre Omme Statsfængsel, hvor han også skal tilbringe de næste fem. Alt og alle holdes ude i en strakt arm på de 224 sider. Føleri er ikke Riskærs stærke side. Slet ikke sprogligt. Derfor er »Ankomsten« en fattig affære. Som læser mærker man ikke på noget tidspunkt, hvad meningen er med denne bogudgivelse er. Hvad vil forfatteren? Hvad vil forlaget?
Vi hører lidt om kulturchokket, da Riskærs sædvanlige levestandard i efteråret 2008 veksles med de fem kvadratmeter i det åbne fængsel i Vestjylland. Vi hører om de andre indsatte, og deres farverige forbrydelser. Dog i sminket, forklædt form, frisket op med lidt fiktion, så forfatteren ikke får problemer i fremtiden. Fængsler er et skidt sted at løbe med sladder.
Og hvad fortæller fange 763 så om sig selv? Ikke meget. Lidt om besværet med at få lov at ryge pibe, holde aviser og surfe på nettet fra morgen til aften. Lidt om tomheden, når man pludselig er hjemme på weekend i lejligheden på Gl.Strand. Lidt om Riskærs principielle uvilje mod fysisk arbejde og socialt samvær. Spædet op med forsøg på at filosofere over forholdet mellem forbrydelse og straf, tid og kærlighed. Diskussioner, der i passager enten lyder som afskrift af andre bøger eller ender i uforståelige sætninger som »Det ambitiøses indhold er vel blot en skygge af fornemmelsen«.
Riskær er mildt sagt ikke filosof. Og næppe heller forfatter. I hvert fald ikke før han tør give noget mere af sig selv til den omverden, der er så let at bedrage. Tættest på kommer vi på side 160: »Jeg er en midaldrende herre, der er dømt for lidt småfiflerier og forsøg på at flytte lidt rundt på skillingerne fra en cigarkasse til en anden.«
Sådan en morsom underdrivelse må der gerne være flere af i næste bind.
