Følelser fortælles for børn

Angsten for at miste er temaet i nye titler fra Hella Joof og Manu Sareen. Ingen af dem er særligt gode, men Cato Thau-Jensen er en god tegner.

»Alvins farvel«. Forfatter: Manu Sareen. Tegner: Stine Rosenberg. Sider: 24. Pris: 130 kr. Forlag: Politiken. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hella Joof og Manu Sareen vil det allerbedste for deres læsere. Det er der intet galt i, men det lykkes ikke rigtigt for dem denne gang.

Joof vælger i sin børnebogsdebut, »Snitten & Kis – Frygt og bæven og en mand i strømpesokker« en løsning med en pludrende intimidering af læseren. Et gammelkendt trick. Bogen er på sin vis både charmerende og varm, men fremstår også som en rodebutik af en fortælling, som handler om angsten for at miste.

Bag den lange titel ligger historien om den lille dreng Snitten, der har et voldsomt temperament, og som elsker sin mor, Kis, så inderligt, at han vil have hende helt for sig selv.

Derfor går han i baglås, da det viser sig, at moren har en ven, som ja, går i strømpesokker, og det går galt, da han tidligt en morgen tager telefonen. En mand spørger efter Kis, Snitten smækker røret på, edderspændt rasende og bange.

Herefter kringler teksten sig ind og ud af forhistorier, blandt andet om, at Snitten er adopteret fra et børnehjem langt fra Danmark.

Fortællingen indledes med et forord, som fortæller om Joofs inspirationskilde. Men både dette forord og selve fortællingen er sludrevorne, omsorgsfuldt forklarende og fulde af digressioner.

I stedet for at inddrage børnene gennem litterære virkemidler, afbrydes historien jævnlig af direkte henvendelser til børnelytterne, som presses ind i en tvungen position, som her: »For selvfølgelig bliver du også sur på din mor og far en gang imellem. Men ligefrem at ønske, at de skal gå og aldrig komme tilbage – så sur har du nok aldrig været, vel«.

Her kunne en vaks forlagsredaktør have gjort underværker.

Til gengæld rydder Cato Thau-Jensens billeder op i sludrevornheden. De skaber klarhed over forløbet og giver eminent udtryk for Snittens følelser. Snittens frådende frustrationer anskueliggøres således i illustrationen af en ildspruttende drage, som er på vej til at splitte hans værelse ad, og som han så søger at tøjle.

De ekspressive billeder løfter simpelthen fortællingen.

Manu Sareen langt fra Iqbal

Det gør Stine Rosenbergs illustrationer til Sareens historie, »Alvins farvel«, desværre ikke. De er stivbenede og lægger ikke afgørende nyt til historien om en dreng, der må sige farvel til sin kanin, Molly, da den dør. Han sørger og bliver akut bange for, at han også skal miste både sin mormor, mor og far.

Gennem begravelsen af Molly, samtaler med faderen og en mærkelig drøm om efterlivet i dødsriget finder han dog trøst.

Hvis man ikke vidste, at Sareen havde skrevet historien, ville man ikke gætte, at det var en Sareen-tekst.

»Alvins farvel« er nemlig en nødtørftigt skrevet funktionsfortælling, langt fra det Sareen har præsteret i børneromanerne om Nørrebro-drengen Iqbal eller i sine fantastiske gendigtninger af eventyr som »Klods-Hassan« og »Hvad fætter gør er altid det rigtige«.

I »Alvins farvel« træder en trøstende farmand ind i stedet for forfatteren og giver en semireligiøs forklaring på døden, som svinger mellem at sige, at »vores kroppe bliver til jord«, og at vi mødes i himlen, hvor vi så kan finde hinanden via navneskilte. Det er hverken godt eller klart.

Så håbet for næste udspil fra Sareen er: Mindre far og mere forfatter!

Tre stjerner

Titel: »Snitten & Kis – Frygt og bæven og en mand på strømpesokker«.

Forfatter: Hella Joof.

Tegner: Cato Thau-Jensen.

Sider: 40. Pris: 130 kr.

Forlag: Carlsen.


To stjerner

Titel: »Alvins farvel«.

Forfatter: Manu Sareen.


Tegner: Stine Rosenberg.


Sider: 24. Pris: 130 kr.


Forlag: Politiken.