På en liste fra London engang i 1600-tallet kan man læse, hvad folk egentlig døde af. I flæng kan nævnes, at der var ni englændere, der allerede døde »i barneseng«, to druknede, 54 døde af »feber«, én hængte sig selv i en kirke, fire døde af skørbug, 25 døde af dårlige tænder, én døde af kvæstelser til søs, en døde af koldbrand – og endelig var der de 112, der døde af pest.
Tallet gør det tydeligt. Når en by rammes af en epidemi, så dør der usædvanligt mange, oftest på én gang eller over en kort periode. Når en sygdom er endemisk, rammes et større samlet område, for eksempel Vestafrika. Og når den er pandemisk, strækker sygdommen sig over flere kontinenter. De livsfarlige sygdommes historie beskriver historikeren Jakob Eberhardt i sin grundige og velformidlede bog om »Verdenshistoriens største epidemier«.
Ud over pesten – hvis hærgen i blandt andet London kan læses i detaljer i embedsmanden Samuel Pepy’s erindringer – beskrives både kopper, plettyfus, kolera, tuberkulose, gul feber, den spanske syge, polio, malaria og AIDS. Og bogen er fuld af vidunderligt underfundig viden og helt uventede fakta.
Hvem vidste for eksempel, at ar fra kopper var så almindelige tidligere, at det var de smukke engelske malkepiger, som blev årsagen til kuren? De engelske malkepiger havde nemlig ikke kopar, fordi de allerede var inficeret med virus fra kvægkopper – en beslægtet sygdom.
Efter en række eksperimenter fandt lægen Edward Jenner ud af, at en indsprøjtning med kvægkoppevirus gjorde folk immune. Behandlingen kaldtes for en vaccine – efter det latinske ord vaccinus, der betegner noget, »som vedrører en ko«.
Epidemier
Beskrivelserne af sygdomme er ofte ganske voldsomme. Et italiensk øjenvidne fortæller, hvordan man begraver pestligene i lag »ligesom når man laver en lasagne«. I Mexico stinker koppeofrene så meget, at man river husene ned over dem for at slippe for at begrave dem. I Philadelphia indkalder man til sidst pensionerede politibetjente som ligbærere, da stort set alle i byen er syge af den spanske syge.
De desperate forsøg på at helbrede de i samtiden ofte uforståelige sygdomme er triste og ofte helt hen i vejret. Som da man forsøger at kurere kopper hos børn ved udelukkende at udlevere legetøj med farven rød. Lige lidt hjælper det. Heldigvis er det et træk ved de fleste epidemier, at nogle af de ramte overlever. Mozart fik kopper som 11-årig – og var én af de relativt sjældne overlevende.
At epidemierne kan være endog meget voldsomme, kan man læse i bogen, hvor forfatteren beskriver, hvad der faktisk nok i virkeligheden knækkede Napoleons fremmarch. Det viser sig nemlig, at hans egentlige »Waterloo« var sygdommen plettyfus, som reducerede verdens største angrebshær på hele 960.000 soldater til sølle 162.000 klatøjede mand, da det endelig gjaldt.
Sommetider er sygdommene nærmest spektakulære. Som da en læge i Wien beskriver en smuk, ung kvinde, der opsøger ham – og få timer efter giver op, blå i hovedet og med forvredne træk. Hun dør af kolera. Sygdommen, som spreder sig via beskidt drikkevand.
Da København fik en ordentlig vandforsyning, som skilte spildevandet fra, talte danskerne om, at man endelig var sluppet for »ålevandet«. Og da et engelsk magasin for læger skulle kåre den vigtigste medicinske begivenhed i flere hundrede år, pegede de ikke bare på den forbedrede hygiejne, men specifikt på det faktum, at man havde fået adskilt drikkevand og spildevand.
Epidemierne kan udslette nærmest hele kontinenter, halve lande og decimere en storby på få uger. Eller de kan gøre det af med hele familier. I 1855 måtte ægteparret Patrick og Maria erkende, at alle deres børn var døde af tuberkulose over en periode på 30 år.
Både Maria, Elizabeth, Branwell, Emily, Anne og Charlotte var ofre for den frygtede sygdom. De hed i øvrigt alle sammen Brontë til efternavn, og flere af dem var som bekendt verdensberømte forfattere. Og at TB, som lidelsen også bare blev kaldt, ramte rig som fattig kan man se på tabslisten, der tæller mange berømtheder, herunder både komponisten Chopin, forfatteren Kafka og digterne Keats og Byron.
Sygdommenes uventede sider
De voldsomme sygdomme har ofte uventede sider. I Memphis konstaterede man, at gul feber rammer de sorte indbyggere langt mildere end de hvide – måske, fordi sygdommen er af afrikansk oprindelse.
I Philadelphia steg priserne hos bedemændene 600 procent på grund af samme sygdom. Og da man ville finde ud af, hvordan den spanske syge – som på det givne tidspunkt var en helt udryddet influenza-type – egentlig var opbygget genetisk, måtte man grave døde op af permafrosten i Alaska. Forskningen viste, at der blot skal én mutation til, så rammes vi igen af en sygdom, man intet kan stille op overfor – og som kan udrydde millioner.
Ubønhørlige epidemier har også ramt os herhjemme i relativt moderne tider. I 1831 beskriver et øjenvidne, hvordan kornet på Lolland »rådner på markerne«, fordi bønderne er syge med malaria. I 1900-tallet døde og invalideredes mange af polio. Og AIDS er stadig en af verdens største udfordringer.
Sygdommen er eksploderet siden starten af firserne, og den rammer kolossalt skævt. Hele 80 procent af de mennesker, der døde af AIDS mellem 1998 og 2000, var afrikanere. Og ved den seneste opgørelse fra 2008 blev cirka 7.400 mennesker smittet – om dagen.
Der skal nok være dem, der priser sig lykkelige over, at de bor i det lykkelige Skandinavien, hvor velfærden og sundheden er så høj. Men faktisk var den væsentligste årsag til, at netop Danmark blev ramt særligt hårdt af en forfærdelig polioepidemi i 1950erne, at den lave befolkningstæthed og høje grad af hygiejne i Norden gav indbyggerne netop dér en uhyre lav immunitet.
Lad os håbe, at vi også i fremtiden slipper for scener som dengang i 1952, hvor staten indkaldte selv tandlægestuderende i et nærmest desperat forsøg på at holde liv i folk på »poliohospitalet« på Blegdamsvej i København.
Titel: Verdenshistoriens største epidemier. Forfatter: Jakob Eberhardt. Sider: 267. Pris: 299,95 kr. Forlag: FADL’s Forlag.
