Lige efter krigen stod den argentinske præsident Juan Perón, i dag måske bedst kendt fordi han var gift med Evita, bag en storstilet aktion for at redde nazister til Argentina. Allerede under krigen havde Perón haft tætte forbindelser til nazisterne, og fra 1945 blev Argentina et tilflugtssted for hans gamle venner. Den kostbare og indviklede redningsaktion begyndte i Spanien i 1945, og Norden blev i 1947 base for flugtruterne. Den argentinske journalist og forfatter Uki Goni afdækker i sin nye bog »The Real Odessa«, den omfattende operation, som med villig hjælp fra Den katolske Kirkes og bl.a. Røde Kors bragte tusindevis af tidligere nazister frelst i sikkerhed. Hans bogs titel refererer til en berømt spændingsroman af Frederick Forsyth, der handlede om nazisternes flugt efter 1945.
Peron instruerede sine ministerier og gesandtskaber om at hjælpe med at organisere flugtruterne. En af dem, der sendtes til Norden, var en vis Carlos Schulz, hvor han distribuerede 1000 immigrationstilladelser, som Peróns Immigrations Kontor havde udstedt. I Norge og Sverige havde Schultz succes med dels at få tyske fanger løsladt og dels få dem videre til Argentina. De argentinske konsuler stemplede rask væk visa i Røde Kors pas, som var blevet udstedt på basis af Carlos Schultz' immigrations tilladelser. I det hele taget var Røde Kors hjælpsom med at yde gamle nazister hjælp, og foreningen sørgede for, ifølge Goni, at dets ambulancer transporterede nazister over grænsen til Danmark efter krigen.
I Danmark opererede Carlos Schultz også med held. Det er kendt i den historiske litteratur, at Argentinas repræsentanter i Danmark var medvirkende til at smugle tyske nazister til Argentina. I Hans Davidsen-Nielsens bog om den danske læge Carl Peter Værnets aktiviteter i tyske kz-lejre, »Værnet. Den danske SS-læge i Buchenwald« (2002), beskrives det, hvordan det argentinske konsulat i København stod bag menneskesmuglingen til Argentina. Manden i centrum for disse aktiviteter var legationsråd Carlos R. Pineyro. Den 22. november 1947 havde politiet i Københavns Lufthavn arresteret en mand i selskab med Carlos R. Pineyro, og legationsråden påstod, at manden var argentiner og skulle hjem. Politiet fattede imidlertid mistanke om, at den pågældende ikke var argentiner, men tysker. Og sandt nok viste manden sig at være en tysk ingeniør ved navn Karl Thalau, der var kommet illegalt til Danmark. Da de danske myndigheder blev orienteret om sagen, var det med stor modvilje, at man greb ind, men man kunne intet andet, for sagen var ude i pressen. Regeringen fik afsluttet sagen nogenlunde stille, idet man ikke rørte gesandten, men fik hans underordnede Pineyro sendt ud af landet uden for meget ståhej, så forholdet mellem Argentina og Danmark ikke led overlast.
Denne del af menneskesmuglerierne er kendt, men i Uki Gonis nye bog beskrives flugtruten fra Danmark med argentinske kilder. Legationsråd Carlos Pineyro var oprindelig født i Europa og havde været Argentinas konsul i Danzig og derefter i København i slutningen af krigen. Han kone var tysk. I 1947 blev han hjemkaldt til Argentina for at føre samtaler både med lederen af det argentinske Imigrations Bureau og selveste præsident Juan Perón. Derefter vendte han tilbage til København igen for i samarbejde med konsul Elzear Mouret at føre aktionen ud i livet på Peróns personlige bud.
Pineyro og Mouret fik sendt mange nazister af sted, men deres største fangst var nok den tidligere SS kaptajn Kurt Gross. Gross havde under krigen været chef for den nazistiske spionage i Spanien og Sydamerika. Gross havde haft tæt forbindelse til Argentinas konsulater og myndigheder, og ingen vidste mere om forbindelserne mellem Perón og nazisternes hemmelige tjenester end netop Kurt Gross. Goni gætter på, at Perón var specielt interesseret i at få Gross til Argentina, inden de allierede kunne forhøre ham og afsløre de tætte forbindelser mellem Argentina og Nazityskland. I oktober 1945 var Gross undsluppet til Danmark. Han var blevet arresteret i december, men løsladt mens de danske myndigheder behandlede hans sag om opholdstilladelse. I januar 1947 blev hans ansøgning nægtet, og han blev sat i en lejr. Han flygtede fra lejren og opsøgte Pinyaro og Mouret, der gav ham tilladelse til at få indrejse til Argentina. Med dette dokument i hånden fik Gross de danske myndigheder til at acceptere hans udrejse, idet Københavns politi var blevet instrueret af Justistministeriet om ikke at behandle hans sag strengt, da argentinerne havde »gjort os visse tjenester, specielt i tilfælde med nogle ukrainere, som vi ikke ønskede, og som de modtog«.
De svenske myndigheder arresterede Carlos Schultz 17. november 1947 i Stockholm, og han blev løsladt mod, at han forlod Sverige. Efter udvisningen af Penyro og Carlos Schultz sluttede Peróns aktiviteter i Norden.
Den store gruppe af tyskere i Argentina kom til at spille en rolle i Argentinas politiske liv og blandt de ledende nazister, der fandt et paradis i Argentina, var Adolf Eichmann, Josef Mengele og bl.a. Klaus Barbie.
I bogen lægger Uki Goni et stort ansvar på Den katolske Kirke, den schweiziske regering og Røde Kors for at assistere Perón med flugten. Kirken udstedte transit visa til ledende nazister og til kroatiske fascister. Denne aktion bragte foruden et stort antal kroatere også en formue til Argentina, som den kroatiske fascist-regering havde stjålet fra 600.000 jødiske og serbiske ofre. Hvis Goni har ret i sine anklager mod Røde Kors for at hjælpe nazisterne, så hviler der et tungt ansvar på den organisation, der under krigen stort set ikke hjalp jøder, fordi de ikke var krigskombatanter. Bogen viser den argentinske prædident Perón som en samvittighedsløs slyngel, der dyrkede tæt kontakt med Tysklands nazister, franske nazi-kollaboratører og kroatiske fascister.
Uki Goni har været i mange arkiver for at dokumentere Peróns nazihjælp. Der er kommet en bog ud af det, som ikke bare er troværdig, men også lige så spændende som en bog af Frederick Forsyth.
