Flow og plot fungerer hos Dan Brown

Dan Browns »Inferno« er bygget over samme underholdende, symbolfyldte og sprogligt jævne skabelon som »Da Vinci Mysteriet«. Med Firenze som afsæt, verdens overbefolkning som tema, Dante som guide og en løftet pegefinger til de moralsk uengagerede.

Hvis vejen til paradiset går gennem helvede, som den italienske digter Dante hævdede, så befinder verden sig p.t. i et af dette infernos varmeste og mest propfyldte kredse. Her er ikke til at være, og vi kan ikke se udgangen for bare syndere – medmindre, selvfølgelig, at vi tager den amerikanske forfatter Dan Brown ved hånden og lader os føre forbi forbrydelser og bedrag og videre frem til sandheden om Jordens sande tilstand.

Og den er, at vi er alt for mange, samtidig med at klodens ressourcer svinder ind. Menneskehedens undergang er med andre ord lige om hjørnet, og det er – viklet ind i et sydende symbolfyldt hav af forviklinger – temaet i Browns nye og voldsomt hypede roman, »Inferno«.

Det ligner noget, vi har set før – bogen er stort set bygget over samme læst, som Browns tre forrige bøger om symbolforskeren og Harvard-professoren Robert Langdon, og inkarnerede fans bliver næppe skuffede. Men på ét punkt adskiller denne udgivelse sig fra de forrige: Dan Brown taler dunder til læserne.

Med Dantes skræmmende dødsmaske foran sig og med en formanende og højt løftet pegefinger konkluderer han, at »de varmeste steder i helvede er forbeholdt dem, der i tider med moralsk krise forbliver neutrale«. Tag den!

Nu kan det så godt være, at ingen eller kun meget få af Browns trofaste læsere føler sig truffet, og det kan måske forklares ved, at »Inferno« er mere underholdning end et humanitært-politisk manifest. Lix-tallet er ikke kirketårnshøjt, og selv om man skal holde tungen lige i munden, efterhånden som symboler og synsbedrag afkodes, sørger Brown også for at gentage det meste så mange gange, at man må gå ud fra, at alle kan være med.

Verdens undergang

Da Robert Langdon vågner på et hospital i Firenze, lettere konfus og med dundrende smerter fra et sår i baghovedet, husker han intet fra de to foregående døgn. Han aner ikke, hvorfor han befinder sig i Italien, han genkender ikke den besynderlige beholder, der er syet ind i hans jakke, og han forstår ikke, hvorfor en af hospitalets læger skydes ned for øjnene af ham, og hvorfor han selv efterfølgende er på flugt. Endsige fra hvem.

Med hjælp fra en mere end Mensa-begavet ung kvindelig læge, Sienna Brooks, får han dog efterhånden afkodet den ene uforklarlighed efter den anden. Det viser sig, at en kendt videnskabsmand, en moderne Machiavelli, der i det forløbne år har holdt sig skjult for at finde kuren mod verdens undergang, leger kispus med sine modstandere og dertil bruger symbolikken i Dantes »Den Guddommelige Komedie«.

I nogle af de mange opklarende og noget omstændelige flashbacks genkalder Dante-kenderen Langdon sig en del af det, han tidligere har forklaret sine studerende (og således hermed forklarer læseren). Han afkoder mystiske tegn og tekster og analyserer malerier og andre kunstværker, og så fortaber han sig i Firenzes, Venedigs og Istanbuls skønhed, så man indimellem forledes til at tro, at man sidder med en turistguide mellem hænderne.

Den slags sænker naturligvis farten i det ellers hæsblæsende tempo, og denne læser går lidt kold i disse enten meget detaljerede, opremsende eller oppumpede poetiske detaljer. Dan Brown kan godt lide ord, og nogle gange er der simpelthen for mange, ikke mindst af de mere Brown-karakteristiske som »den konkave bagside« og »de koncentriske ringe« (der dog igen henviser til Dante).

For Langdon, Brooks, WHO og resten af verden er det imidlertid et kapløb med tiden, der (måske, måske ikke) afgør, om verden går under. Den Dan Brownske løsning på overbefolkning og ressourceknaphed skal ikke afsløres her, men der siges ikke for meget ved at nævne, at angsten for en pandemi meget aktuelt spiller en vis rolle.

Godt underholdt

At kalde »Inferno« for en moderne agent 007-version af »Den Guddommelige Komedie«, tilsat (pseudo)videnskabelige fakta og (pseudo)religiøs symbolik, er ikke helt ved siden af. Brown lægger da heller ikke skjul på sine referencer. Ud over tydeligvis Dante (og James Bond) kan nævnes ægteparret Gates og sciencefictionromanen »Logan’s Run«. Og undervejs får både Vatikanet og WHO én på lampehatten.

Dan Browns stærkeste side er, at han kan skabe drama, mystik og godt flow. Han er ferm til at danne samme optiske bedrag i teksten, som han selv lader Langdon afkode i fortællingen. Som læser trækkes man rundt i den brownske manege, og man er godt underholdt. De uindviede bliver oven i købet klogere på Dante, ligesom alle får stof til eftertanke omkring verdens tilstand.

Ligesom »Den Guddommelige Komedie« blandt andet fik betegnelsen komedie, fordi den var skrevet på italiensk (og ikke som datidens tragedier på latin) og dermed for folket, er »Inferno« en populærlitterær tragedie i komedieklæder. Ikke tilnærmelsesvis så storslået som Dantes værk fra 1300-tallet, men formentlig med en udbredelse på samme niveau, over kortere tid. Det er også en bedrift.

Forfatter: Dan Brown.

Titel: »Inferno«.

Sider: 495.

Pris: 299 kr.

Oversætter: Mich Vraa.

Forlag: Hr. Ferdinand.