Flimmer på storskærmen

Det er hermed bevist, at det kræver koncentration og uforstyrrethed at kunne skrive en god roman, og det skal forfatteren Thomas Aagaard Skovmand have en stjerne for.

Mere får han så heller ikke, for det produkt, der er kommet ud af, at han har siddet i Kastrups mylder og skrevet ”Mågejægeren” i offentlighed og på storskærm er i dén grad præget af mangel på fred og ro og fokusering under skriveprocessen. Sproget er som i en skolestil i kladdeudgave, og der synes ikke at være dvælet mange minutter over udtryk og beskrivelser. Helt skidt er det, når end ikke grammatikken er i orden, som f.eks.: ”Hvad er det nu han hed?” Selve plottet i den krimilignende roman er heller ikke til at blive klog på. En ung studerende tager job som mågejæger i lufthavnen og finder hurtigt ud af, at der foregår mærkelige ting i hemmelige underjordiske gange, ting som måske har at gøre med farens død. Men der er for mange formodninger og usandsynligheder, og slutningen er nok overraskende men helt og aldeles en fad fuser.