Fint skal det være

Martin Hall har aldrig kunnet holde sig fra pseudointellektuelle paradenumre - heller ikke i sin kedsommelige »Kinoplex«.

En åndsaristokrat i en virkelighed, hvor alt bliver stadig mere overfladisk, og hvor alle løber stadig stærkere - uden at komme nogen vegne. Nogenlunde sådan ynder Martin Hall at iscenesætte sig i offentligheden, og helt ulideligt blev det, da han sagde ja til at være dommer i DR1s »Talent 08«.

Ikke fordi han tørstede efter noget så banalt som at blive kendt, næhnej, men fordi han var midt i et »socialt eksperiment i varietéteaterets skygge«.

Fint skal det altid være i tilfældet Hall, og som regel bliver hans skrevne og talte tirader isprængt citater af Walter Benjamin og alle mulige andre fra hans slet skjulte citatbog.

Men ser man bort fra hans uafladelige namedropping og snobben opad, så kan han faktisk skrive, og »Kinoplex« er på mange måder den vigtigste bog i hans forfatterskab.

Ikke fordi den er vellykket, så langt fra, men fordi noget nyt synes på vej. Men først lidt om historien, hvor den navnløse fortæller ser et klip med en kvinde på nettet og hvirvles ind i en medieret verden, hvor hardcore-sex gøres til underholdning, og hvor eksistentielt mørke blandes med tom hedonisme på måder, som giver mindelser om Bret Easton Ellis - uden nogensinde at blive halvt så hårrejsende.

Lys forude

Værst i »Kinoplex« er dog karakteren Daniel, der formulerer sig, så man ikke ved, om man skal grine eller græde.

»Vi taler om en slags erotisk kartografi frataget alle draperinger og romanfantasier«, siger han gudhjælpemig, som var han et omvandrende hunamiora-tidsskrift, og gør det igennem hele romanen, der sikkert er tænkt som et splintret spejlbillede af verden af i dag, men forbliver sært uinteressant.

Og dog. Mod slutningen sker der nemlig noget med Halls sprog. Scenerne med Beatrice - som fortælleren måske elsker - skrives her frem i et svalt, smukt og let resigneret sprog, som hverken ligner en camoufleret kronik eller akademiske stiløvelser om dekadence, men derimod romankunst.

Gid han dog var begyndt dér! Men måske gør hans næste roman det. Lykkeligt fri af selvfed skrift og pseudointellektuelle paradenumre.