Finske fortrængninger

Sofi Oksanen har igen en historie at fortælle. Endnu en voldsom og fortiet historie om Estland og endnu en gang en fortælling om undertrykkelse af kvinder, der stikker så dybt i kulturen at det er en del af kvindens blik på sig selv.

Sofi Oksanen: »Stalins køer« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den finske forfatter Sofi Oksanen kom med et slag i alles bevidsthed, da hun i 2010 fik Nordisk Råds Litteraturpris for den rystende roman ”Renselse”. En af de mest læste bøger i Danmark forrige år.

Det er en roman, som sætter Estlands barske historie gennem flere generationer i fokus. Noget, Oksanen også skrev om i sin debutroman ”Stalins køer” fra 2003, som nu foreligger på dansk i en fornem dansk oversættelse af Birgita Bonde Hansen.

Med ”Stalins køer” bliver det tydeligt, hvor meget fortællingen om den estiske historie lige fra begyndelsen har været Oksanens anliggende. ”Stalins køer” er den unge forfatters vrede og smertefulde bearbejdelse af en historie, hun også selv er en del af. Fingeren bores lige ned i den finske fortrængning af forholdet til Estland. Men ”Stalins køer” er også en feministisk roman, som sætter fokus på, at undertrykkelsen af kvinden stikker så dybt i kulturen at den er en del af kvindens blik på sig selv.

Som i ”Renselse” fortælles der gennem flere generationer af kvinder. Stemmerne fordeler sig på mormoren Sofia lige før og under den Sovjetiske statsovertagelse, hendes datter Katariina, som i 70erne gifter sig med en finne og forlader landet, og Sofias barnebarn, Anna, vokset op i Finland med en fortielse af den estiske herkomst, og nu hovedsageligt optaget af at pleje den omfattende blanding af bulimi og anoreksi, der går under navnet bulimarexi.

At leve med bulimarexi, hvilket vil sige, at man spiser og kaster op igen, samt konstant er optaget af at minimere vægten, er et hårdt arbejde. Et arbejde, som ikke mindst går ud på at skjule, hvem man er, og hvad man gør.

Det sidste har gennem generationer været hverdag for den estiske befolkning. I 1940 blev landet besat af Sovjetunionen og 10.000 mennesker, primært mænd, blev deporteret til Sibirien. Andre undslap ved at gemme sig i skovene, som Annas morfar, mens deres familier levede i evig angst for igen at blive indkaldt til forhør. Man kunne aldrig tale frit, ikke engang med sine nærmeste, for hvem vidste, hvem der lyttede, og hvilke pres folk siden kunne blive underlagt for at sladre? Romanens skift mellem Annas spiseritualer og de sibiriske arbejderes bestræbelser på at få noget spiseligt ud af selv mus er stærke realiteter og billeder.

Moren Katariina er opvokset i tavshed og afsavn, og hendes finske ægteskab er en drøm om noget bedre. Realiteten er et forfærdeligt ensomt liv som arbejdsløs, mens den finske ægtemand morer sig med russiske damer. I Finland anses esterne for et ”underfolk”, og den estiske kvinde er synonym med den østeuropæiske luder. Anna skal realisere mors knuste drøm, hun skal være finsk og perfekt.

I Sovjet-Estland sultede man. I Sibirien kaldte man gederne for Stalins køer. Katariinas datter skal ikke sulte. Men Anna kaster det hele op igen, den finske dobbeltmoral, tavsheden og savnet. Spiseproblemerne kan Anna indvie kæresten i, men den estiske identitet, er for skamfuld til, at nogen må vide det. At kaste op er også et sprog, og det er det sprog, ”Stalins køer” er skrevet på. En voldsom og smertefuld udladning om generationers undertrykkelse, løgn og fortielser.

Oksanens debutroman er fremragende. Men sammenlignet med ”Renselse” kan man mærke, hvor meget mere fod Oksanen siden har fået på stoffet, og hvordan hun har bevæget sig fra den personlige smerte over til en større, både almen og personlig, historie.