Alvoren kommer snigende, mens man læser Gretelise Holms »Møgkællinger«. Det starter ellers hygsomt nok med mordet på en ung kvindelig elev efter en hed halloweenfest på en sjællandsk højskole.
Den lærer, hun havde et forhold til, bliver fundet skyldig i mordet, men hans hustru mener, det er justitsmord og beder journalisten Karin Sommer se på sagen.
Karin, der forsøger at tackle tilværelsen som enke på lykkepiller i København, øjner en mulighed for beskæftigelsesterapi og hopper på pensionistholdet i Østre Landsret, hvor dommen ankes. Heller ikke hun føler det tilstrækkeligt bevist, at manden er skyldig, selv om dommen stadfæstes.
Massiv omtale
Mediernes omtale af højskolemordet er massiv, men så stjæler en anden forbryder billedet. Mænd bliver overfaldet og til at begynde med symbolsk kastreret af en hævnende kvinde, som politiet kalder amazonen, og medierne døber Kattekvinden. Alle er i oprør over amazonens feministiske terror, for hun lover at svare igen på hver voldtægt og hvert mord på en kvinde. Ingen mand kan vide sig sikker, og snart nøjes Kattekvinden ikke med at lave ridser i mændenes køn, hun begynder også at tage livet af dem.
Gretelise Holm hygger sig, men på en sober måde, der vidner om, hvor alvorligt hun tager stoffet. På Politigården sætter hun Rolf Greve, som vi mødte i hendes julekrimi »Forhærdede tidselgemytter«, til at passe butikken, men »Møgkællinger« er ikke nær så kras i sin satire, som den bog var det på de gejstliges bekostning.
Mændene ryster
Man korser sig selvfølgelig, når Holm bruger historien til at levere den ene mere horrible statistik over forbrydelser begået mod kvinder efter den anden og citerer Amnesty Internationals klage over, hvorledes voldtægtssager behandles i Danmark. Men først og fremmest gyser man over den opstandelse, Kattekvinden vækker, og alt det ekstra mandskab, politiet sætter ind på at fange denne møgkælling. Hun kan få dem til at ryste i bukserne, hvorimod vold mod kvinder nærmest tolereres som en naturlig del af hverdagen.
»Lad være med at færdes alene på øde, mørke steder. Luk ikke op for fremmede kvinder. Gå ikke med fremmede kvinder hjem,« lyder de gode råd til mænd og drenge.
Og gu er det morsomt, men før man når at grine ud, slår det én, hvor allerhelvedes trist det er, at det stadig er lattervækkende at vende op og ned på kønsrollerne på den måde. Måske er det derfor, Holm holder igen og ikke giver satiren fuld skrue. Det ender med at føles som en bevidst strategi valgt af en klog feminist, der ønsker at gøre bogens budskab svært at afskrive som det rene pjank og underholdning.
Så det er den kriminelle kønsdiskrimination i klare tal og håbløse statistikker, for slet ikke at tale om min egen beredvillighed til at sluge endnu et kvindemord i begyndelsen af bogen, der hjemsøger mig, efter at »Møgkællinger« er læst. Og jo mere jeg tænker over, hvor snedigt Gretelise Holm udnytter Karin, Rolf og krimiformlen til at komme omkring alle aspekter af emnet, jo mindre betyder det, at budskabet prioriteres frem for plottet.
