Over alt var der folk, der var modstandere af den verdenskrig, der brød ud i 1914, og det var i begyndelsen ikke afklaret, om arbejderbevægelserne ville slutte op om krigsdeltagelse på nationalt grundlag eller om de ville vælge solidaritet med andre landes arbejdere. Den amerikanske forfatter og journalist Adam Hochschild viser i sin seneste bog, »Aldrig mere krig«, at krigsmodstanderne ganske vist ikke var mange, men at de fik sat en debat på dagsordenen. Og at de gjorde det med stort mod og risiko for egen sikkerhed og anseelse.

Mens krigen rasede var der 20.000 briter, der erklærede sig selv for krigsmodstandere. 6.000 af dem blev fængslet. Blandt krigsmodstanderne var også soldater, der nægtede at drage til fronten, og de var selvfølgelig i speciel fare. Nogle få blev dømt til døden, men ingen blev henrettet. Der var også både mandlige og kvindelige aktivister, og Adam Hochschild giver grundige og spændende portrætter af en række af dem: Charlotte Despard var en overklassekvinde og søster til en general i den britiske hær, men hun skrev og demonstrerede mod krigen. Sylvia Pankhurst, der kom fra et hjem af krigsvante soldater, blev kvindesagsforkæmper, pacifist og ivrigt krigsmodstander.

Blandt mændene får vi portrætter af blandt andre socialistlederen Keir Hardie, der blev et ledende medlem af Labour og ikke mindst af matematikeren og filosoffen Bertrand Russell, der blev en af de mest veltalende ledere af antikrigskampagnen. De britiske myndigheder forsøgte – af gode grunde – at knuse denne bevægelse og forfølge dens talsmænd og -kvinder. Folk blev smidt i fængslet og myndighederne sendte mænd af sted til fronten med trusler om, at de ville blive henrettet, hvis de nægtede.

I sidste ende fik antikrigsbevægelsen ikke succes. I alle lande støttede arbejderbevægelsen og socialistiske partier i sidste ende krigsdeltagelsen, og krigsmodstanderne fik aldrig mobiliseret store folkemængder. Det vedblev at være en fåtallig intellektuel flok, der fastholdt modstanden, og det splittede i nogen grad den internationale socialistbevægelse, men striden gik, som Adam Hochschild viser, også ned gennem de enkelte familier. Mens Sylvia Parkhurst besluttede sig for at demonstrere mod krigen, var hendes mor og søster ivrige krigstilhængere. Det har ikke været muntre familiesammenkomster.

Blackadder og virkeligheden

Hochschild vier megen plads til at skildre de dissidenter, der vovede at gå mod strømmen ved at tale mod krigen, og bogen kan ses som en hyldest til disse ensomme, der talte den kompakte majoritet midt imod.

Snart blev tusindvis af unge mænd fra både underklassen og overklassen dræbt ved den vestlige front, og Adam Hochschild fortæller om reaktionen i Storbritannien, hvor forfattere som Rudyard Kipling skrev bevægende digte mod krigens barbari. Kipling havde selv skrevet patriotiske tekster om krigen, men da hans egen søn John døde ved fronten vendte han sig mod krigen, og der blev efterhånden en dyb krigstræthed at spore langt inde i det britiske samfund. For det britiske aristokrati spillede det en rolle, at deres sønner døde i stort antal. Marquisen af Salisbury havde således ti sønnesønner ved fronten, og af dem blev fem dræbt i kamp.

Den britiske historiske komedieserie »Blackadder«, der i sin tid blev sendt på BBC,havde blandt Første Verdenskrig som tema. Den del af TV-serien er senere gentagne gange trukket ind i debatten om krigen. I sin bog »Første Verdenskrig« tager historikeren Hew Strachan afstand fra seriens latterliggørelse af de britiske officerer som lallende krigsliderlige idioter, men Adam Hochschild er mere på linje med Blackadder-seriens tone. Det mærker man i beskrivelsen af general Douglas Haig, der var en af de militære ledere på Vestfronten. Douglas Haig beklagede sig, ifølge Hochschild, når de britiske tab var for lave. Da Haig således fik oplyst, at briterne ved Somme-slaget på et tidspunkt havde mistet mere end 40.000 soldater, svarede han, at det anså han ikke for alvorligt i betragtning af slagets størrelse.

I beskrivelsen af general Haig nærmer Adam Hochschild sig en for simpel beskrivelse, for Haigs bemærkning er ikke nødvendigvis udtryk for en generel menneskekynisk holdning, men i højere grad for den generelle indstilling, der var i hæren og samfundet, nemlig at krigen skulle føres til ende uanset omkostningerne. Men før Adam Hochschild lader sig forføre til at gøre Haig og andre til Blackadder-kloner, så undgår han det ved at vise andre sider af Haig. Han nævner således, at Haig benådede 89 procent af de soldater, der var dødsdømt for desertering og andre alvorlige forhold.

En pacifist ved fronten

I »Aldrig mere krig« skildres ikke blot de mænd, der kæmpede deres ensomme kampe på hjemmefronten, men også de soldater, der kæmpede, men som var overbeviste om galskaben. En af disse var en menig soldat, Albert Rochester, som Adam Hochschild har hevet frem fra glemslen. Rochester gjorde sig skyldig i at skrive et brev til en avis mod krigen. Den 32 årige soldat havde forladt sin gravide hustru og tre børn og var blevet indkaldt, selv om han var imod krigen og var glødende socialist. Han blev såret ved Somme i 1916, og så skrev han forbitret om helvede ved fronten: »bekidt, tilmudret, stinkende lade ... gennemvædet af møg og myldrende af rotter.« Censor opsnappede brevet, før det nåede Daily Mail, og der blev en retssag ud af det. Krigsretten straffede ham hårdt og han blev blandt andet sat til at fjerne lig efter kammerater, der var skudt for forseelser. Hans skildring af samværet med de tre arbejderkammerater, før de blev skudt, er gribende beskrevet. Rochester vendte tilbage til sin hustru og blev aktiv i krigsmodstanden, men døde ganske ung efter en operation.

Millioner af døde

Over 8,5 millioner mænd mistede livet ved fronterne og 21 millioner blev såret. Tragedien var omfattende, og utallige familier sørgede over tabet af sønner.

Ud af krigens blodmarker kom en fred, der mundede ud i skrappe krav til Tyskland, og som var med til at nære den revanchisme, der skabte grobund for politisk ekstremisme. Det tjener Hochschild til ære, at han gør opmærksom på, at Første Verdenskrig ikke alene gav nationalsocialisterne medvind, men også gav plads til, at den venstreorienterede ekstremisme kunne blomstre op og skabte en generation, der som Bertrand Russell og mange andre kom til at tro på kommunismen som alternativ til krig og kapitalisme. Mange af disse intellektuelle og arbejdere spildte deres liv på en løgn.

Adam Hochschild skriver i sin indledning, at hvis der er noget, som man kunne ønske ikke var sket i historien, så var det netop Første Verdenskrig. Hans krigsmodstand er født af ægte indignation, og man fornemmer i hans helteportrætter af krigmodstanderne, at der er en dyb sympati for disse. Hans bog kunne let være krænget over og være blevet til et useriøst pacifistisk manifest, der ikke tog argumenter for krigen og tidsånden alvorligt. Men der er heldigvis tale om en alvorlig tidsbeskrivelse, der ligger milevidt fra politisk agitation.

Det fremgår også af Hochschilds bog, at den britiske hær kæmpede tappert hele krigen igennem, selv om folk protesterede og agiterede. Man kan argumentere for, at hvis Storbritannien ikke var gået i krig, så havde den tyske stormagt måske sejret og underlagt sig store dele af Europa. En sådan sejr havde måske betydet, at der ikke var opstået en revanchisme i Tyskland efter nederlaget, og at nederlagsstemningen derfor ikke havde næret Adolf Hitler. Men kontrafaktisk historieskrivning er lunefuld, for måske var der kommet noget, der var lige så slemt. Og måske var vi alle sammen i dag så en lydstat under Tyskland.

Titel: »Aldrig mere krig«. Forfatter: Adam Hochschild. Oversat af Lasse Rask. Sider: 464 sider. Pris: 349 kr. Forlag: Informations Forlag.

Boginteresseret? | Stem på din forfatterfavorit til Læsernes Bogpris her.