Hævnfølelse er afsættet for Leif Davidsens nye roman, »Patriarkens hændelige død«. Et voldeligt overfald i Moskva på prælaten Gabriel Lassen sætter handlingen i gang. Hans bror, TV-metereologen Adam, beslutter sig for at iværksætte sin egen undersøgelse, fordi der simpelthen er for mange løse ender.
De to dansk-russiske brødre er som nat og dag. Fælles for dem er, at de er vant til at håndtere »dobbelte loyaliteter«, som Adam fortæller et sted i denne helt klassisk fortalte roman, hvor den klassisk alvidende forfatter vader ind og ud ad hovedet på personerne.
Allerede tidligt får læseren et forvarsel om, at intet er, hvad det giver sig ud for at væreDet sker, da Adam reflekterer over den iscenesatte virkelighed, som TVs løgneverden udgør, og hvor han i dén grad selv spiller med i form af den ret manipulerende dokumentar, han er i Grønland for at indspille om klimaforandringerne.
Som Leif Davidsen har for vane i flere af sine romaner, lader han hovedpersonen træde ind på scenen som en todelt figur, der både er medvider og udefrakommende: Adam er vokset op med russisk og sprog kultur i hjemmet og samtidig er han ret normaldansk oven i hovedet, og han møder andre russere der har opholdt sig i Danmark, og som derfor kan forstå vores lilleputmentalitet. Adam kan altså både forstå og fortolke, samtidig med at han kan være et spejl for læserens oplevelser i romanen.
Adam-figuren er dermed som voks i Davidsens hænder , og han får nogle oplevelser undervejs, nedslag der gør, at han pludselig ser verden på en anden vis; særligt billederne af den sammenvoksede, uhyggelige magt, Rusland rummer, med sammenblandingen af politiske, kirkelige og mafiøse kræfter, er en kontrastfigur til den måde, vi herhjemme oplever magten. Det er som at være »fanget i et vildnis af spejle« som der står et sted, men ved at Adams virkelighed et eller andet sted minder om vores egen, forstår vi bedre det dybt anderledes Rusland.
Undervejs er indbygget et gribende trekantsdrama, hvor brødrene Lassens mor, musikeren Anastasia med hendes kunstnervenner, er hovedperson. På sælsom vis er hun en nøgle til forståelsen af det nye og gamle Rusland. Tidligt advarer hun Adam om, at tingene langt fra er, hvad de giver sig ud for at være; hverken før eller nu skal man tro på det officielle billede, er underteksten. Hendes indlagte kærlighedshistories intensitet, dybde og desperation giver både et rigere billede af et kvindeliv og af homo sovjeticus.
Leif Davidsen er den type forfatter, der deler vandene, fordi hans genre er den traditionelle politiske spændingsroman, samtidig med at forfatterskabet rummer persongallerier med flere dybder, end det blotte øje fornemmer. I »Patriarkens hændelige død« vil han også meget, akkurat som i »Den ukendte hustru« (2006), hvor hovedpersonen eftersøger sin forsvundne ægtefælle i et stemningsmættet Rusland.
Det er en smagssag, om man kan goutere de mange indlagte observationer og kommentarer. Kun et par gange undervejs tyndslides troværdigheden på en så direkte måde, at man fornemmer, at forfatteren sidder bagved og taler med et ruslandskendskab som føles påklistret på denne tv-metereolog. Det gør ikke romanen gumpetung, men betyder at der - ligesom hos en detaljerig forfatter som John le Carré, der også kan virke omstændelig - foretages nogle gevaldige herresving, før vi når i mål til en intens slutning. Den finale er til genfæld så tilpas twistet, at læseren bliver berørt af kærlighedshistorien og den intenst, fortættede fortælling.
Forfatter: Leif Davidsen. Titel: Patriarkens hændelige død. Sider: 428. Pris: 299,95. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udkommer: Torsdag.
