Fascinationen af Adolf Hitler vokser. Mængden af bøger og artikler om føreren synes at stige omvendt proportionalt med tidsafstanden. Man kan konstatere dette forhold ved at bruge artikeldatabasen Infomedia. Et opslag på Hitler inden for de seneste ti år giver 35.825 hits, Stalin får 12.837, Churchill er nede på 11.625, Roosevelt får 6.690, og Mussolini er bundskraberen med blot 3.744. Og det er ikke kun bøger og artikler, der ønsker at fortælle om føreren, men også film som sucesen »Der Untergang« (2004) og en netop produceret tysk-engelsk TV-serie, der har afsat 140 mio. kr. til at kaste lys over hver eneste detalje i Hitlers liv.
Det kan være, at sejrherrerne skriver historien, men taberne har åbenbart solidt fat i publikum. Hvorfor denne fascination? Det vender vi tilbage til, men lad os først se på de seneste tre udgivelser på dansk om Hitler, nemlig Thomas Webers »Hitlers Første Verdenskrig«, Søren Flotts »Danskeren der ville dræbe Hitler« og Henrik Eberles »Kære onkel Hitler.«
Punktering Thomas
Webers bog om Hitler er historieforskning af bedste kvalitet. Den tyske historiker punkterer stort set alt, hvad vi troede var sandt om Hitlers tidlige år, og samtidig bringer han væsentligt nye oplysninger frem.
Allerede i selvbiografien »Min kamp« fra 1925 fremhævede Hitler sine krigsoplevelser, og historikerne troede på Hitlers egne ord. Adolf Hitler var ifølge sin selvbiografi en helt. Han blev to gange hædret med Jernkorset og desuden såret to gange. Weber kan dokumentere, at de to jernkors ikke på nogen måde var tegn på heltemod. Hitler opholdt sig i regimentets hovedkvarter, langt fra fronten.
Centralt i Hitlers erindring står kammeratskabet i regimentet, og det var også disse kammerater, som han håbede ville støtte hans politik i 1920erne. Weber viser imidlertid, at der ikke var tale om noget kammeratskab af betydning. Soldaterne i Hitlers regiment syntes, at han var til grin. De sagde, at han ville sulte til døde, selv i en fabrik, der lavede mad på dåser, fordi han ikke ville kunne finde ud af at åbne dåserne. Han blev anset for en enspænder.
Weber viser desuden, at soldaterne ikke kom ud af krigen mærket for livet. Det var ikke krigen, der formede hverken soldaterne eller Hitler og banede vej for nationalsocialismens sejr. Ifølge Weber skal vi i langt højere grad fokusere på de revolutionære år lige efter krigen. I 1918 og 1919 fik politisk fantasteri og voldsomme følelser frit spil. Hitler kom ud af krigen med tågede politiske forestillinger, og det var først med opdagelsen af de højre- og venstreradikale bevægelser i årene efter, at han fandt sig selv politisk. Men det var ikke holdninger, der blev delt af hans soldaterkollegaer eller den tyske befolkning. Weber lægger meget mere vægt på den kommunistiske fare og volden i gaderne, der rystede den tyske stabilitet. Den radikale venstrefløjs aktiviteter medførte en destabilisering af det tyske samfund og tillod, at den højreradikale bevægelse kunne få medvind hos borgerne.
Webers nyskabende og velskrevne bog kan ikke anbefales nok.
For tyndt
Søren Flott er en dansk skribent, der er faldet over danskeren og økonomen Jens Peter Jessen, som var med i planlægningen af mordforsøget på Hitler 20. juli 1944, det såkaldte Stauffenberg-attentat. Jens Peter Jessens skæbne beretter Flott om i »Danskeren der ville dræbe Hitler«. Hitler overlevede mirakuløst, og mordplanens bagmænd, også Jens Peter Jessen, blev henrettet. Bogen er sympatisk tænkt om en dansker fra det tyske mindretal i Sønderjylland, der først blev nazist og så Hitler-hader, men forfatteren har ikke været i arkiverne og giver os stort set ikke mere, end hvad den tyske Wikipedia fortæller om Jens Peter Jessen. Det er alt for tyndt.
Hitler-beundring
I bogen »Kære onkel Hitler« gengives breve til Hitler fra tyske borgere. De blev fundet i KGBs arkiver, og de udtrykker generelt stolthed, glæde og beundring over Hitlers ledelse af det tyske folk. Den tyske historiker Henrik Eberle har udvalgt brevene, og de gengives kronologisk.
Det er ikke en bog, man læser med fryd, for brevene er stort set trættende lovprisninger, men der er også enkelte, der trygler ham om at komme til fornuft og breve fra jøder i nød. Hitler selv tog brevene alvorligt, fordi han anså dem for at være et udtryk for befolkningens holdninger, selv om han ikke personligt læste dem. Eberle giver løbende sin kommentar til brevene og deres sammenhæng med Hitlers karriere, hvilket gør bogen interessant og til mere end blot en samling tyske borgeres hovedsagelig grænseløse hengivenhed for deres fører.
Nihilismen
Der er selvfølgelig mængder af årsager til, at Hitler mere end nogen anden politiker fascinerer nutiden. Hitler og nazismen synes at opildne fantasien mere end Stalins kommunisme og Mussolinis fascisme, måske fordi de bevægelser og deres ledere bedre kan forstås som produkter af deres tid og samfund.
Hitlers nihilisme og destruktionsvilje synes i højere grad at være i modstrid med det samfund, han opererede i, som var et kulturelt sofistikeret samfund. Det gør hans personlighed mere fascinerende, også fordi det rejser spørgsmålet, om det kan ske igen, hvis en ny magtgal fanatiker opstår.
Når vi taler om Hitler-fascinationen, kan vi ikke se bort fra Holocausts centrale placering i vores historieforståelse. Besættende kunstneriske beskrivelser af jøders lidelser og enkelte skæbner som Anne Franks gjorde Hitlers jødehad endnu mere ubegribeligt og hans ønske om udslettelse af jøderne også mere oprørende end de folkegrupper, som Stalin og Mao udryddede.
Der er desuden hos Hitler og nazismen en attraktion, som stalinismen ikke synes at have, nemlig en form for den absolutte magts æstetik, som historikeren Ian Kershaw har kaldt det. Alt blev orkestreret med sorte uniformer og magtdemonstrationer i en maskulin indpakning.
Og måske har vi selv ydet vores bidrag til fascinationen. Ved vedblivende at fremstille nazismen og Hitler som ondskab renser vi os selv fra det onde, som så kan parkeres i en særlig bås. Ved at skildre Hitler som en vederstyggelighed og ved advarende at bruge Hitler og hans mordere som civilisationens modstykke har vi skabt antihumanismens sorte hul, der synes at tiltrække sig interesse – fordi fascination og afsky er så tæt forbundet.
