Farvel til Borgen

Tidsskrift. Så kom det sidste nummer af Hvedekorn på Borgens Forlag.

Et kapitel i tidsskriftets og i forlagets historie er skrevet til ende. Vemodigt nok! I 46 år har Borgen kærligt plejet lyrikken og generøst givet husly til det på samme tid ærværdige og ungdommeligt sprælske Hvedekorn. Når historien trods alt ikke er ren begrædelighed, skyldes det, at et nyt forlag, Rosinante, står parat til at overtage ansvaret for driften af »talenternes fristed«. Netop det tilnavn lever denne sidste Borgen-udgave af Hvedekorn smukt op til med en lang stribe debutanter og Hvedekorn-leverandører med et par års anciennitet. De må imidlertid alle sammen finde sig i, at veteranen Eske K. Mathiesen løber med opmærksomheden. Mathiesen, der har optrådt i tidsskriftet siden 1969, præsenterer sin egen kanon for billedkunst. Ti digte gjort af samme stof som den vidunderligt morsomme bog »Bonjour Monsieur Satie«, der netop har indbragt forfatteren årets kritikerpris.