Far og datter forenet

En dødsannonce sætter faderen på sporet af sin datter i Sarah Butlers underfundige romandebut.

Man får en udførligt guidet tur gennem London i Sarah Butlers debutroman, der allerede inden udgivelsen er solgt til 12 lande.

Turen rundt i storbyen er imidlertid langt fra turistniveauet idet guiden er den aldrende, hjertesyge og omflakkende vagabond Daniel, der på flugt fra sig selv leder efter sin uægte fødte voksne datter.

Hvert andet kapitel er skrevet af 28-årige Alice, der selv har hele verden som sit hjem. Nu er hun i London for at forlige sig med sin barndom, sine to søskende og den døende lægefar, for hun har ikke været fortrolig med nogen i familien, siden moderen blev dræbt i en trafikulykke, da Alice var blot fire år gammel. Moderen var på vej for at hente lille Alice, men kørte faktisk i den modsatte retning af afhentningsstedet, da ulykken skete.

At de to skæbner, vagabondens og den unge kvindes hænger sammen, får læseren hurtigt en klar fornemmelse af. Og den bekræftes efterhånden af de sære ting, som vagabonden finder og klistrer eller binder sammen som gaver til Alice: Alice. Datter. Kærlighed Ked af. Fader. Far. Ord, navne og begreber har hver deres egen farveskala og dermed hver deres eget sprog, som faderen og datteren efterhånden finder sammen i, og som de bekræfter deres familierelation i.

Romanens sindrige konstruktion, der bid for bid analyserer faderens følelse af svigt og datterens fremmedhed over for dem, hun anså for at være sine nærmeste, er ganske vellykket. Samtidig giver fortællingen sig tid til at skildre vagabondens baggrunde for at forelske sig i Alice’s utilfredsstillede, rastløse mor, og lægefaderens uformåenhed over for det uægte barn.

En uformåenhed, som Alice trevler op maske for maske, mens hun tømmer faderens hus for at gøre det klar til salg.

Og så er der plads til ganske nuancerede og præcise personportrætter undervejs.

Forenet og liggende på ryggen på Trafalgar Square med udsigt til South Africa House, National Gallery og St. Martin-in-the-Fields kigger de op mod stjernerne. Alice er lyseblå, og Daniel er orange. Selvfølgelig er de det.