Fantasifulde frimurere

Talentfulde Peter W. Bredahl leger Dan Brown i ny roman om de okkulte årsager til Københavns bombardement i 1807.

Svetlana Makarenko har skabt bogens omslag efter C.W. Eckersbergs maleri »Vor Frue Taarns Brand«, 1807. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Konspirationsteorier har længe været højeste mode i spændingslitteraturen. Dan Brown er blevet stinkende rig på sine medmenneskers hang til mystik og paranoia, iklædt kultiveret europæisk populærhistorie, hvorfor alverdens parnasser fortsat vrimler med håbefulde Dan Brown-wannabees.

På dansk jord må 47-årige Peter W. Bredahl betegnes som en både livlig og talentfuld én af slagsen. Med »Himmelvægterne - Illuminati 1807« får han rodet en okkult fantasyroman sammen, der på 375 sider præsenterer os for tempelriddere, kutteklædte mænd med skarpladte pistoler, fantasifulde frimurere, et virvar af rosetter, hieroglyffer, koder, chifferskrift og en flig af Pagtens Ark i det indre København.

På et tidspunkt af danmarkshistorien, hvor rigets sammenhængskraft - ifølge Bredahl - lå i meget usikre hænder på såvel de skumle frimureres internationale brødre, en overraskende langfingret opdagelsesrejsende ved navn Carsten Niebuhr og moralsk brodne kar som Christian VII og hans søn, kronprins Frederik, der ligesom deres kongelige forfædre mente, de nedstammede fra Kong Salomon.

Hæng på

Der bliver således leget godt og grundigt med historiske facts og personer i »Himmelvægterne«, og det er, da fiktionen er kommet rigtig i gang på side 201 (!), særdeles underholdende. Bredahl skriver godt, da han endelig frigør sig for de første nitten kapitlers ørkenvandring af en historisk research.

Den uendeligt lange optakt er litterært set en katastrofe, og Dan Brown ville have slået korsets tegn over manglen på dramatisk bevægelse og cliffhangers. Bogens første halvdel skriger på kompositionel førstehjælp fra en vågen redaktør.

Men er man en stædig og nysgerrig læser, der gerne vil høre noget om oplysningstidens frimurerloger, bl.a. den legendariske »Illuminati«, så hænger man på. Det er nemlig frimureriet i dens mest uhyggelig magtfulde form, der er skurken i Bredahls roman. Et netværk, der selv i den årvågne oplysningstid var i stand til at stikke folk blår (og det der var langt værre) i øjnene, og som infiltrerede og påvirkede international storpolitik i en grad, man kan have svært ved at tro på. Men fascinerende tanker i vor konspirations-fikserede tidsalder.

Bredahls hovedperson og helt over for det dunkle magtapparat af frimurere, der betjener sig af mafialignende metoder, er den unge, ejegode skolemester, Sigurd Hjalte Brødmann, der kommer i klemme mellem frimurerne og den frimurerkritiske biskop Balle.

Begge parter støtter Sigurds latinskole, men hvor biskoppen udelukkende har rent kristent mel i posen (når han altså ikke har kigget for dybt i opiumsflasken), er den københavnske frimurerordenen »Zorobabel og Frederik til det Kronede Håb« ude i et storpolitisk ærinde, der ikke kun handler om at iscenesætte revolutioner og statskup, men også om at indføre en helt ny verdensorden. Dette spil hvirvles Sigurd for alvor ind i, da han uforvarende kommer til at pille ved en luftballon i frimurerens baggård i Kronprinsensgade, flyver til Lolland og fortsætter over til Tyskland for at opklare konspirationen hos Carsten Niebuhr og advare kronprins Frederik.

Festlig gas

Her kapper romanen (og romanforfatteren) alle bånd til den historiske virkelighed og giver den festlig gas med pudrede allongeparykker og en mere og mere absurd handling, der bl.a. omfatter en såkaldt »Nephilim«. Det er en tre måneder gammel homonculus, frembragt på et laboratorium i Oxford af arvemasse fra oldtiden, som dog sjældent bliver mere end én måned, fordi de flittige, fantasifulde frimurere mangler at knække de »determinerende koder«, der ligger gemt i stentavlerne med De Ti Bud - og hvor er de blevet af?

Mere kan naturligvis ikke røbes her, jeg har allerede sagt for meget om de 150 sider i bogen, som virker, men det var nødvendigt for at give læsere en fornemmelse af, hvad Bredahls talent måske kan udvikle sig til den dag, han får mere indgående professionel assistance til at fusionere sin omfattende akademiske viden med en naturligt skruet fantasi og yderst livlig pen.