Fandens til god bog

Joe Hill gør alt for at skjule, at han har en verdensberømt forfatter til far. Og »Horn« beviser, at han sagtens kan selv.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man skal veje sine ord, men det kan folk ikke, når de står over for Ignatius Martin Perrish. I nattens løb har Ig, som han kaldes, nemlig udviklet spirende horn i panden, og de har den virkning, at man ikke kan lade være med at betro ham sine værste hemmeligheder. Så det er råt for usødet, når han skal se kæresten, lægen og familien i øjnene efter en bedugget nat, der fortoner sig i det uvisse. Og kommer han i fysisk kontakt med dem, får han tilmed glimt ind i deres sjæles mørkeste afkroge.

Til de læsere, der allerede nu tænker, at Joe Hills »Horn« lyder som en slem omgang fantastisk sludder, må jeg hurtigt fortælle, at ligesom de andre romanfigurer ikke rigtig kan se Igs horn, men mere mærker deres effekt, glider hornene også i baggrunden for læseren, alt imens Hill hudfletter Ig med omgivelsernes nyfundne sandhedstrang. Det er tværtimod de fabelagtige skildringer af Igs forhold til familien, især broderen, og til hans bedste ven Lee, der stjæler billedet. Desuden viser det sig, at Merrin, som var kvinden i hans liv, blev myrdet for et år siden, og selv om Ig aldrig blev anklaget for mordet, tror alle, han begik det. Nu giver hornene ham en mulighed for at opklare sagen.

Hills blanding af thriller, horror og det fantastiske hjælpes godt på vej af lige dele grotesk humor og smertelig indsigt, alt imens romanen snor sig som en rasende slange på jagt efter historien om den store kærlighed, som næsten blev offer i kampen mellem det gode og det onde. Kalkmaleriets djævle og engle får et farvestrålende løft af tegneseriens paintbrush, når Hill omsætter kirsebærcola, trompeter, et blåt skørt af tyl og andet til et fandenivoldsk symbolsprog i dette postmodernistiske evangelium. Det er lige så tilfredsstillende som kulminationen i byens gamle støberi, der er udset til at være helvede, men også rummer en genvej til himlen. På dette tidspunkt i romanen er det dog fuldstændigt umuligt at se bort fra Igs nu fuldtudviklede horn.

Så det kan godt være, at Stephen King er Joe Hills biologiske far, men forfatteren Michael Chabon er hans bror i ånden og Ian McEwan en beslægtet fætter langt ude. Netop derfor vil flere af os være mere spændt på Hills næste roman end på Kings.