Jussi Adler-Olsens krimier har altid været et orgie af sprudlende indfald. I stedet for at researche sig til mat socialrealisme lader han fantasi og mandlig intuition råde i serien om Afdeling Q. Mørkemanden Carl leder afdelingen for gamle uopklarede sager, som Adler-Olsen har opfundet til lejligheden og placeret så langt væk fra de rigtige betjente som muligt. Marginaliseret, men tålt er kælderen den helt rigtige base for Carls fandenivoldske udgave af lovens lange arm. Så han bliver noget fortørnet, da han tilbage fra orlov bliver mødt med Arbejdstilsynets krav om at rykke op på Politigårdens gange. Der skal nu mere end asbest til at rokke ved Carls position som outsider, så Qerne bliver dernede, og sikke en fest det bliver.

I »Flaskepost fra P« funkler Adler-Olsens forrygende drive klarere end ellers. Alt falder i hak i den stort anlagte bog. Foruden at opklare flaskepost-sagen, hvor et næsten udvisket nødråb leder Afdeling Q på sporet af en række bortførelser af børn, der mærkeligt nok aldrig er blevet anmeldt, bistår de dem ovenpå med en sag om mordbrande. Historien om børnebortføreren fortælles i bogens parallelhandling, og den er noget mere interessant end sidste binds, hvor rige idioter ikke kun dræbte fasaner. Bortføreren og hans hustru skildres hudflettende, og da et bortført barns mor får bistand af en kvinde, som bortføreren har udnyttet, resulterer det i en intens biljagt på et intercitytog. Det bliver en af de flotteste actionscener skrevet på dansk, og så tilgiver man næsten, at Carls endelige opgør med bortføreren hentes mindre vellykket i hus.

På hjemmefronten tumler Carl med den sammenbragte familie bestående af papsøn, bøsselejeren Morten og den lamme kollega Hardy. Da Carls kone pludselig truer med at flytte ind i huset igen, udlover han totusinde kroner til papsønnen, hvis han hurtigt kan finde en anden mand til moren. En meget carlsk løsning på problemet, som faktisk virker og giver ham fred til at dyrke psykologen Mona, når nu skønne Lis ovenpå er afsat til anden side.

Hormonale oktaver

Energien i hoved- og sidehistorierne forplanter sig til hinanden og sætter ekstra skub i Adler-Olsens prosa og dens hormonale oktaver, der sprælsk rummer såvel Carls hårdtpumpede mandlige hysteri som en forsømt hustrus klagesang. Det mest overrumplende ved tredje bind er dog, hvorledes Carls kolleger i kælderen træder mere i karakter. Punkersekretæren Rosa viser sig at have en lys, mystisk tvillingesøster Yrsa, der afløser hende som vikar for en stund, og den uundværlige assistent Assad med syriske aner har hemmeligheder, han ikke vil ud med til Carl. Når trekløveret navigerer rundt om hinanden og hinandens privatliv dernede i kælderen, falder gevinsterne ved at lade fantasien råde i en strid byge. Det er urkomisk, men midt i al morskaben meget sigende om Danmark lige nu. Og det er uden tvivl endnu en stærkt medvirkende årsag til, at både danske og nu udenlandske læsere ivrigt søger Afdeling Qs selskab.

JUSSI ADLER-OLSEN: »Flaskepost fra P«. 488 s. 300 kr. Politikens Forlag.