Fænomenet Roberto Bolaño

Med »De Vilde Detektiver« brød chilenske Roberto Bolaño gennem den litterære lydmur i 1998. Syv år efter hans død får vi hans mesterværk i dansk oversættelse. Vild og vidunderlig læsning!

Chilenske Roberto Bolaño begyndte for alvor at toppe de amerikanske og europæiske bestsellerlister efter sin alt for tidlige død i 2003. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Chilenske Roberto Bolaño døde i 2003, men først nu ser vi for første gang den litter-ære superstjernes overvældende og originale talent udfoldet i dansk oversættelse, hvor Gyldendal har udsendt hans roman »De vilde detektiver« fra 1998. Herhjemme har litterære astronomer i lang tid studeret fænomenet Bolaño på boghimlen, og det danske litteraturtidsskrift »Morgenrøde« dedikerede i sensommeren 2010 en hel udgave til Bolaño. Her hyldede en række danske forfattere og digtere den chilenske mester, som efter sin alt for tidlige død som kun 50-årig i 2003 begyndte at toppe bestsellerlisterne i USA og Europa.

Bolaños prosa er også i en klasse for sig selv. Det vender vi tilbage til. Men hans historie er gjort af det stof, myter og kultfigurer skabes af. Som sande helte ofte gør, døde også Bolaño alt for ung af årsager, som siden er blevet heftigt diskuteret, og mens han var i gang med sit hovedværk, den 900 sider lange roman, »2666«, der er planlagt til udgivelse i 2012.

Et faktum er, at Bolaño døde, mens han ventede på en levertransplantation. Men netop derfor, og fordi at han havde levet et omflakkende liv i Sydamerika og Europa og åbenlyst var inspireret af beat-forfatterne, der jo som bekendt ikke gik af vejen for at fylde sig med diverse medikamenter, har mange draget den konklusion, at Bolaño selv var narkoman - og døde af det.

Den historiske begivenhed, der kom til at styre Bolaños eget liv var dramatisk. Da General Pinochet styrtede den socialistiske Salvador Allende ved militærkuppet i Chile i 1973, flygtede den unge Allende-sympatisør Bolaño til Mexico City, hvor han også boede med sine forældre som barn.

Indvoldsdigterne

I »De vilde detektiver« er den samme skæbne overgået Bolaños alter ego, Arturo Belano, som sammen med vennen, mexicaneren Ulises Lima, dels hutler sig igennem tilværelsen som fattige digtere i Mexico og dels er både åndelige og til tider ret håndfaste ledere for en litterær bevægelse kaldet visceral-realisterne, som betyder noget i retning af »indvoldsdigterne«.

Bogens første del fortælles dog af den 17-årige digterspire Juan García Maderos særdeles handlingsmættede dagbogsblade fra to måneder i 1975. Han læser egentlig jura, men på universitetet kommer han i kontakt med visceralrealisterne, og snart er jurastudierne glemt og den unge Garcia Madero på vej ud af en tangent med sex, fester og masser af poesi. Udover Belano og Lima, møder den unge digter også den unge prostituerede Lupe, som er i kløerne på sin alfons, gangsteren Alberto. Og pludselig befinder García Madero sig i en bil sammen med Lupe, Ulises Lima og Arturo Belano på vej ud af Mexico City på flugt fra Alberto.

Romanens store del 2 består af næsten 100 fortællinger fra folk, der kender og har kendt Lima og Belano. Sammen forsøger de at sammensætte et billede af de to visceralrealister. Er de storslåede digtere, plattenslagere eller slet og ret narkohandlere, som flere af de mange vidner foreslår?

Og pludselig er vi på side 567 tilbage, hvor vi mistede de fire unge flygtende i den brune Impala. Nu er de nået til Sonoraørkenen og er på sporet af den forsvundne og myteomspundne digter Cesárea Tinajero, mens gangsterne ånder dem i nakken. Efter en dramatisk finale forsvinder Lima og Belano, og på side 620 er en hæsblæsende, vanvittig og sexet tour de force slut.

Sex, drugs og poesi

»De vilde detektiver« er først og fremmest en hyldest til litteratur som selve raison d´etre, og på mange måder er den også et opgør med den etablerede, sydamerikanske mainstreamlitteratur, repræsenteret ved »magiske realister« som Gabriel Garcia Marquez og Octavio Paz.

»De vilde detektiver« er inspireret af dels dadaisterne og dels beatdigternes hyldest til landevejen og vildskaben, som Bolaño skriver om med digterens fine pen, der breder et metafysisk skær over teksten. Poesi og ironi på én gang.

Det er sexet, vildt, vanvittigt - og vanvittigt morsomt - og lydefrit oversat af Iben Hasselbalch.