»På scenen« er en kort roman med lang rækkevidde - et par timers læsning, som bliver hængende i flere dage. Et tysk fængsel får besøg af et omrejsende teater, og en flok indsatte griber chancen: De flygter i teatrets turnébus og kører på lykke og fromme ud i landskabet. Det er bogstaveligt talt en befriende scene, som emmer af desperat livsglæde. Med i bussen er en skøn blanding af småkriminelle plattenslagere, deriblandt en korrupt fodbolddommer, en tyvagtig bugtaler og altså også historiens fortæller, litteraturprofessor Clemens og hans initiativrige cellekammerat Hannes, som har sat springturen i scene. Professoren, en dannet mand med hang til romantikkens Sturm und Drang, følger passivt efter og iagttager nøgternt tingenes absurde udvikling. Han var blevet taget i at forhandle karakterudmålinger med sine kvindelige studerende hjemme i soveværelset og finder nu sig selv som tilfældig statist i en af virkelighedens store, uudgrundelige opsætninger. Kunsten er virkelighed! Fangerne i bussen bliver modtaget med klapsalver i byen Grünau, hvor indbyggerne vil se dem spille teater. Og således påtager lykkeridderne sig rollerne som improviserende skuespillere. Fiktionen ligger i lag og infiltrerer det virkelige liv, det er ikke altid muligt at identificere, hvor den begynder og slutter. Og da slet ikke når fortællingen udvikler sig med en drømmeagtig utroværdighed.
»På scenen« er en allegorisk historie om venskab og frihedslængsel. De undvegne lever i sorgløs midlertidighed og håber det bedste, men ved, at friheden kun er til låns. Man fornemmer en stor forfatters hånd og ånd, ikke mindst i anslaget, men ser også at »På scenen« trods en fængslende springtur ikke er blandt Lenz' mest vellykkede værker.
