En sådan hændelse sætter selvsagt dybe spor, og Koppel har nu omsat erfaringen til en autofiktiv roman. Romanen er en kærlighedserklæring til faderen og en skildring af det sorgarbejde, som det har været svært at komme igennem. Koppel er uddannet skuespiller og manuskriptforfatter, og kapitlerne om barndommens frygt og smerte, er gode og viser, at hun har et skrivetalent.
Men helheden er ujævn, og måske er stoffet alligevel for tæt på til, at det kan omsættes til romankunst så direkte, som det her forsøges. For ofte bliver patos patetisk og banaliteter hævet op til livsvisdom. Koppel skulle nok have sparet hovedstolen og ladet renterne producere et afkast.