»Vi er de beslutninger, vi selv tager.«
Det er Eyjas mormor, der taler, og netop valgene, vi træffer i livet – de rigtige og især de forkerte – er et tema i »Livstørst«. En stor, lidt skrumplet roman, der var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2014 og har været med til at konsolidere Audur Jónsdóttirs position på Island – hvor snart sagt hver indbygger er forfatter.
Romanens danske titel peger fint på et andet af bogens temaer, nemlig alkohol, der ikke bare er stimulerende, men også ødelæggende og afhængighedsskabende. På den måde er den også et billede på det at skrive, sådan som det synes at fremgå af denne passage om Eyja:
»Hvordan begynder man på en roman? Hun havde ingen anelse om det. Så hun drak hurtigt noget rødvin. To glas lige efter hinanden og fik kvalme. Tændte en cigaret. Mærkede følelsen pible frem, denne bittersøde, mættende følelse, der følger det at skrive.«
Det er her, med alkoholen og ordene, Eyja føler sig hjemme, og det har bedstemoren og moren vidst længe. Men Eyja har truffet et valg, som har gjort skrivningen, og hendes liv i det hele taget, umuligt: Hun har giftet sig med en 20 år ældre mand, den alkoholiserede, viltre Vildmanden, og er flyttet til et lille fiskerleje langt pokker oppe nordpå. Som om det ikke var slemt nok, så bor de lige op ad ødelæggelserne fra en lavine, der kostede 20 mennesker livet.
Paralleller til virkeligheden
For at redde Eyja får bedstemoren og moren lokket hende til Sverige under påskud af, at hun skal arbejde på en sommerlejr for islandske børn. Her skal hun, det er planen, komme i gang med den store, altforløsende roman. Og Eyja er ikke den eneste forfatter i familien, hvor litteratur har en helt særlig position. Moren blev godt nok kvalt i sine tidlige skriveforsøg på grund af moderrollen, men hendes bedstefar var en stor forfatter, der vandt »den fine litteraturpris«.
En kuriøs detalje er, at Audur Jónsdottír, som har udtalt at romanen er selvbiografisk, er barnebarn af selveste Haldór Laxness, der modtog Nobelprisen i litteratur i 1955.
I »Livstørst« er den store bedstefar - autofiktion eller ej - stedet, hvor familiens store skrivelyst kulminerede, og nu er det så Eyja, der bærer familiens håb og drømme videre. Men romanen er også fortællingen om tre generationer, hvor kvinderne har haft vidt forskellige vilkår: Bedstemoren var sin mands tyende, moren forsøgte at blomstre i en ny frigørelsestid, og datteren er fanget i valg, hun selv har truffet, og derfor kun kan bebrejde sig selv.
Alle tre er kvinder er skrevet frem med dybde og troværdighed, ligesom miljøerne, de færdes i, har duft og farve. Historien er måske ikke synderligt original, ligesom formidlingen af den indimellem er noget skrumplet. Men man kan mærke varmen i kvindernes hud, i deres ord og den store drift mod dét at skrive, dét, der skaber både liv og død. Lig alkoholen, som »De tyller som et spædbarn brystmælk.«
Titel: Livstørst. Forfatter: Audur Jónsdóttir. Oversætter: Kim Lembek. Sider: 400 Pris: 350 kr. Forlag: Tiderne Skifter.
