Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Efter endt læsning af det syvende og sidste bind, »Harry Potter and the Deathly Hallows«, står det klart, at det nok handler om liv og død, men ikke mindst om kærlighed. Alle store fortællingers primære ingredienser, men i det specielle Rowlingske blend, som i sidste bind antager et tempo, der giver Harrison Ford, Bruce Willis og andre filmiske fartryttere baghjul. 607 siders intens spænding og underholdning.
Vi befinder os i det år, hvor Harry fylder 17 år, og hvor han bliver sårbar over for Voldemort, idet hans mors beskyttelse ophører, og hvor han samtidig får mulighed for at spille på hele registret af troldmandsverdenens magi. Alle hans faderfigurer er tidligere afgået ved døden, og det skal nu vise sig, om han er blevet voksen nok til at klare den endelige kamp. Titlens »hallows« betyder både »hellige«, »indvie« og »helligholde«, og det kommer til at give god mening.
Harry og hans gode venner Ron Weasley og Hermione Granger skipper skolen til fordel for en opgave, som Hogwarts afdøde rektor Dumbledore har pålagt dem. De skal finde og tilintetgøre seks Horcruxer, som indeholder dele af Voldemorts sjæl. Han kan først dø, når alle seks er udslettet. Det er strabadserende og farefuldt nok i sig selv, men sideløbende får Voldemort større og større magt. Derfor er de tre nødt til at holde sig skjult. Undervejs hører de en eventyrlig fortælling om tre betydningsfulde »Deathly Hallows«, hvilket bringer Harry i tvivl, om det er dem eller Horcruxene, han skal efterspore.
Rundt omkring hersker uorden, terror og massiv frygt og død. Voldemort og konsorter vil udrydde alle, der ikke har rent troldmandsblod i årerne. Personer, der ligesom Harry og Hermoine, er en blanding af mugglere, altså almindelige mennesker, og af troldmandsslægt, skal dø. Og som i de tidligere bind ved Harry ikke, hvem der er ven og hvem fjende. Totalt kaos.
Spændingen holdes
Afslutningsbindet er komponeret markant anderledes end de tidligere bind. Vi hører forsvindende lidt om Ligustervænget og Harrys Dudley familie, intet om undervisning på Hogwarts, eller om Quidditchmatcher. Altså næsten ingen ballade og humor. Savnet er til at bære. Spændingen om den sidste og afgørende kamps udfald mellem Voldemort og Harry holdes til sidste øjeblik, også spørgsmålet om Harry vil dø eller ej. Der veksles mellem de tre venners månedlange søgen efter Horcruxer, tilbageblik anskuet gennem Harrys evne til »se« ting i fortiden, til at »se« hvad Voldemort foretager sig, og dramatiske flugtscener og situationer, hvor folk dør som fluer. Eneste aberdabei er de alenlange omvendte sokratiske samtaler, som var en yndet skrivemåde i 1800-tallet, og som Rowling uheldigvis har dyrket hele serien igennem, altså hvor et barn stiller spørgsmål og en voksen forklarer verdens og livets sammenhænge. Det er rent ud sagt kedelig læsning. Rowlings opfindsomhed er ellers i den grad uovertruffen. Da Harry spørger, om det, han »ser«, er virkelighed eller bare noget, der sker i hans hoved, får han følgende svar: »Of course it is happening inside your head, Harry, but why on earth should that mean that it is not real.« Alt er muligt. Rowling cirkler snildt og logisk mellem liv og død, og folk genopstår via spejle og billeder, der både kan tale og agere.
Rowling afslutter bindet og serien med en epilog »19 år efter«. Den må endelig ikke læses før til allersidst! En ting skal dog røbes: kærligheden overvinder alt. Epilogen vil nok ikke afslutte spekulationerne om, hvorvidt dette syvende bind også er seriens sidste. Hun har sagt, at hun vil til at skrive feeventyr for mindre børn og voksenlitteratur, men også at hun muligvis vil genoptage Hogwart-universet med nye hovedpersoner.
»The Boy Who Lived remains a symbol of everything for which we are fighting; the triumph of good, the power of innocence, the need to keep resisting. »We are all human, arent we? Every human life is worth the same and worth saving.« De to citater er Rowlings eget opsummerende budskab. Harry er på en gang en helt almindelig dreng, som i opvæksten lider alle teenagealderens kvaler, og en klassisk, mytologisk heltefigur. Rowlings scoop er netop hendes fascinerende blanding af genkendelig virkelighed og fantasiæggende magi. Desuden er hun fantasy-litteraturens eneste rigtige humorist! Endelig er Rowling helt uforudsigeligt grænseløs i sin skildring. Man kan ikke regne hende ud. Det er forklaringen på, hvorfor det lige blev Harry Potter, der hittede og skabte et paradigmeskift inden for feltet børn og læsning. Hvilke andre bøger får børn i syv års-alderen til at knække læsekoden, og otteårige til at læse engelsk, fordi de ikke har tålmodighed til at vente på den danske oversættelse? Bøgerne er oversat til 63 sprog, og en helt og aldeles uhørt verdensomspændende mediesucces, som ikke er set siden H.C. Andersens eventyr udkom i midten af 1800-tallet. Men nu er det altså slut. Der er ikke mere at vente på. Det sidste bind blev langet over disken hos boghandlere over hele verden den 21. juli 2007 kl. 00.01 Greenwich Mean Time - selvfølgelig.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
