Europas indre svinehund

80-årige Umberto Eco er tilbage med en veloplagt løgnehistorie, lagt i munden på en antisemitisk plattenslager i 1800-tallets Europa.

Det historiske omdrejningspunkt og det fortællemæssige højdepunktet i Umberto Ecos nye roman, »Kirkegården i Prag«, er, som titlen henviser til, jødernes okkulte, rituelle og dybt hemmelige gerninger på kirkegården i Prag, skrevet med inspiration fra de falske »Zions Vises protokoller«.

Den må som alt andet i denne fabulerende og fabelagtige roman overlades til læserens egen fornøjelse og afsky. For ét er sikkert: Når andre forfattere forsøger sig med dokumentarisk stof i det store fiktionsformat, så har Eco allerede været der og skrevet en vis legemsdel ud af bukserne på alverdens digterkolleger. Med sproglig spændstighed, fabelagtig realisme og fornemmelse for romanens indre drivkræfter.

Det er den eksilerede italiener Simone Simonini, en hadsk og nådesløs mand, der fører ordet i »Kirkegården i Prag«, det meste af tiden i sin dagbog, som han påbegynder 24. marts 1897, og som han afslutter 20. december 1898 fra sin lejlighed i Paris. Men som læser af Eco kan man nu aldrig vide sig helt sikker.

I den anden ende af lejligheden har abbed Dalla Piccola indlogeret sig og blander sig hyppigt i skriveriet. Måske er det Simoninis præsteforklædte bedre jeg, måske en anden abbed, fordi Simonini undervejs har dræbt den første Dalla Piccola. Og så er der fortælleren, der må blande sig og rede trådene ud, når dagbogen truer med at løbe af sporet. Og det hænder jævnligt i opgøret med jøder, jesuitter, frimurere og alverdens spirituelle, politiske og økonomiske spekulanter i Europas åndelige og militære smeltedigel i det 19. århundredes Europa.

Simoninis tilgang til verden er enkel: Han elsker ingen, men hader meget. Mest af alt jøderne. Med deres edderkoppespind af hemmelige komplotter kontrollerer de vores sparepenge, styrer vore hære og påvirker listigt kirke og regeringer. For Simonini er der nok at tage fat på, og netop konspirationsteorierne er Simoninis gesjæft. Styret af sit had og sit umættelige pengebegær fremstiller han totalt samvittighedsløst og uden nogen form for moralske skrupler »halvautentiske dokumenter« til brug for højestbydende. Pointen med disse forfalskninger er til stadighed at tilvejebringe (digte) historier, som højtbydende allerede kender i forvejen, som understøtter rygter, der allerede er i omløb, og befæster forudfattede meninger med henblik på yderligere konspirationer.

Man forstår romanen gennem forfatterens skarpe advarsel mod den fatale historieforfalskning, og hvilke uhyrligheder den fører med sig. Men man sidder også under læsningen af den historiske roman med en krybende fornemmelse af, hvilke kræfter, der driver nutidens brutale terror og bizarre ideologiske tankespind.

Og var det ikke, fordi man kendte Umberto Eco som nærmest bibliopatisk optaget af bøger, studeret og belæst ud over alle grænser, ville man tro, at en hær af assistenter havde researchet og bidraget til denne store, vildtvoksende og dog alligevel stramt komponerede konspirationsroman, der truer med at gøre alle dedikerede Umberto Eco-læsere til antisemitter. Man skal af og til knibe sig i armen for at huske, at sandheden består i gennemskuelsen af løgn på løgn, modbydeligheder i lag og bedrag i flere versioner hos Eco.